lørdag den 17. april 2010

Onde onde onde mor...

Jeg tror nok jeg fik traumatiseret min ældste søn i går.
Hrolf er en dejlig nem og veltilpas unge og amningen glider ganske let, men når der ikke helt er taget højde for sengetider er vi de sidste to aftner kommet ud over hvad den bette kan kapere.
Det kommer til udtryk i en næsten konstant, utålmodig suttetrang, hvor utålmodigheden får ham til at sluge luft - megen luft. Det giver så ondt i maven...

Derfor gik jeg i seng lige efter Magni var blevet puttet, for at få lillebror til at falde til ro. Han havde ret ondt i maven og var opkørt over ikke at være faldet i søvn, så han græd og græd og græd. Hvad jeg ikke vidste og heller ikke lagde mærke til da jeg var træt og koncentreret om yngstebarnet var, at Magni ikke sov endnu og bestemt heller ikke kunne falde i søvn i den "larm".
Efter hvad der føltes som en evighed, kom Carsten ind og tog Magni op. Han fortalte mig senere, at Magni havde været meget bange og havde klamret sig til ham som en desperat og havde ligget over i sin seng og sagt "stop nu mor" - fordi han mente at når lillebror lå hos mig og var så ked, så måtte det jo være fordi jeg var slem ved ham :(
Carsten fik ham dog forklaret at lillebror var ked pga. ondt i maven og det kunne knægten vist godt sætte sig ind i.

Mht. Hrolf, så fik jeg ham beroliget ved at give ham en fingerspids at sutte på, så der ikke kom mere mælk ned i den ømme mave, og ved at massere ham blidt på ryggen.
Så tog det ikke overdrevent lang tid før han var beroliget nok til at kunne falde i søvn.
Desværre var det ikke helt lige så let med Magni. Han lå i sin seng og klagede over noget der var "maget faarligt" - det var så en lysstribe der faldt ind under mørklægningsgardinet og op på skabet lige foran hans seng.
Derfor endte det med, at hele familien på 4 personer alle lå i vores lille 1½ mandsseng. Det fik vi da en ok nattesøvn ud af, men det er ikke noget der behøver gentages, jeg skal i hvertfald gøre mit for ikke i fremtiden at mishandle ungerne så den anden traumatiseres og ikke kan sove i egen seng.

Ingen kommentarer: