fredag den 31. december 2010

Mærkværdige Magnis forunderlige verden.


Her på årets næst sidste dag har vinterrengøringen fået godt tag i manden og jeg selv.
Hrolf ligger delvis på en madras, delvis på gulvet og piller i frynserne på tæppet og dels i sin kravlegård så vi ved hvor vi har ham, den unge er over alt hvis vi ikke er opmærksomme...

Magni er taget med farmor hjem, for han går mere i vejen end til hånde i denne process, hvor store papkasser smides ud (tænk nu hvis han var kravlet ned i en af dem og blev kørt med ud på omlastercentralen!), sommerdæk smides op på loftet og hans legetøj sættes på bedre ny pladser.

Inden alt dette fandt sted har farmor og farfar været på besøg og drikke en kop kaffe. Mens vi sidder og hygger falder snakken på problemet om det øddelagte dørhåndtag og snakken går lystigt over rådne bjælker i tagkonstruktionen og infantilt dumme Silvan medarbejdere, der nærmere vildleder end vejleder.

Farfar og Carsten tager afsted på deres udenbys mission (lossepladsen og Silvan), farmor og Magni tager hjem til Klostergården og Hrolf og jeg går videre med oprydningen.
Da Carsten kommer hjem igen arbejder vi videre til godt ud på aftenen, indtil jeg går ned efter sønnike.
Magni og farmor har leget rigtig godt sammen, han fortæller glad om det hele mens jeg trækker kælken gennem den dybe frost sne og ikke kan høre halvdelen af hvad han siger.

Da vi kommer ind ad døren kalder han på sin far som skal hjælpe ham ud af flyverdragten, for det må mor ikke, hun skal holde sig på måtten og tage støvlerne af INDEN gangens gulvbrædder betrædes.
Han knuger en lille papæske og da vi kommer ind i stuen betror han os sine skatte: de har leget med modellervoks. Farmor har lavet sjove dyr og Magni har lavet et dørhåndtag.

torsdag den 23. december 2010

torsdag den 16. december 2010

Nobody puts baby in a corner


.....men så må han for hulen da selv lade være med at møffe sig derind!

Kravle kan hanendnu ikke selvom han gerne ville, og hyler op i arrigskab når der foregår noget spændende uden han lige er med og ikke lige kan få arme og ben til at samarbejde om at bringe ham derhen ;-D
Han er nu så langt i sin kravlefase at han på besynderligste vis virkelig får flyttet sig rundt i lejligheden. Hvordan kan vi ikke helt begribe for han klasker stadig ubehjælpeligt sammen når han tror han kan kravle, men det kommer nok ganske snart :-)

mandag den 13. december 2010

Æblet falder ikke langt fra stammen...

I går kom Magni hen til Carsten og ville op til ham. Fint nok, tænkte manden, han sad og spillede Spore, som er et børnespil som også Magni spiller med stor begejstring, men det var nu ikke lige computerspillet der trak...
"Der er noget i mit øre" sagde knægten og heller ikke det var specielt usædvanligt, han har vel en tryllefar, der ofte gemmer sine rekvisitter (nøgler, fiskestænger og mobiltelefoner e.c.t.) i de små barneøre. Men også der tog vi fejl.
"Jeg har en fisk i øret!" Nå. Faktisk havde han ligget og leget med sin togbane og naturligvis havde der ligget fisk på sporet ;-). Det var en af disse "fisk" - en godt sammentrykket klump papir - han nu havde puttet i sin øregang, for dér skulle den jo bare hen?

Om han har set "The Hitchhickers guide to the Galaxy" (om oversætterfisken man lige putter i øret og så forstår man alle sprog) eller hørt efter på sin mors historier om lignende påfund vides ikke, men resultatet var i hvertfald at der nu befandt sig et ikke uvæsentligt fremmedelegeme i sønnikes øregang!

Efter en smugle grublen og grunden var sagen klar. Magni blev holdt fast hos Carsten under STRENGE formaninger om, at det ville gøre ONDT! hvis han rørte på sig og så fiskede jeg forsigtigt, med min majet spidse pincet efter fisken.
Det lykkedes heldigvis i andet forsøg og om det var fornuft eller fordi skræmmekampagnen virkede vides ikke, men Magni sad stille og roligt under hele indgrebet.
Jeg aner ikke om han kan finde på at gøre det igen, det gjorde jeg vist et par gange, og skal der en rigtig øredoktor på banen bliver det bestemt ikke sjovt, men jeg håber nu på han har arvet sin fars fornuft.

onsdag den 8. december 2010

Lille syge Hrolf


Min lille søn er så skidt i disse dage :(
Søndag eftermiddag/aften var han stille af sig og varm. Så varm at jeg lige måtte tjekke hans temperatur og ganske rigtigt, den var meget tæt på 41.
Han kom rimeligt igennem natten og næste morgen var feberen faldet til: TADAAA 40 grader.
Min lille hængetræ klarede sig igennem dagen ved at hænge på min skulder og kunne i korte perioder lægges f.eks. på gulvet med den selvkørende Percy som underholdning (toiletpauser til mor). Sove kunne han også "selv" klare.
Om natten havde han en mega opkastning, heldigvis ren mælk, da hans tidligere ædedolk var krøbet i hi med feberens komme.
Det med madleden var lidt et problem. Han spiste ½/½ af alm. mad og min mælk, så produktionen havde tilpasset sig disse forhold og var jo ikke nok til at mætte den lille dreng.

Det kom især til udtryk om tirsdagen hvor han var aller mest dårlig. Feberen var høj, madleden lige så og sulten også. Han var rigtig dårlig og i dag kunne han ikke engang lægges når han sov (hurra for slynger).
Da alt andet end min mælk og vand fik ham til at kaste op, blev manden sendt afsted efter noget jeg aldrig havde troet jeg skulle give mine børn: modermælkserstatning.

Planen virkede efter hensigten :-)
Hrolf spiste egentligt ikke ret meget, men på hans slunkne mave (og det faktum at han lige havde spist hvad han kunne få ved mig) har det været nok, til at han faldt i en dyb udmattet søvn.
Tirsdag var han ellers begyndt at vise tegn på bedring: han snakkede løs et lille stykke tid, da Carsten var kommet hjem med Magni og denne gav sig til at lege ved siden af ham.

Onsdag morgen var feberen faldet 0,1 grad! Hrolf er sulten, så nu vil jeg smutte ud og lave en flaske (ej ok, SÅ galt er det nu ikke, han drikker det af et krus) ;-)

mandag den 29. november 2010

Et underligt barn

Hrolf er 7½mdr. Da hans storebror var i samme alder var han så småt begyndt at indtage andet end brystmælk, med Hrolf er det nærmest omvendt han indtager kun min mælk i det små.

Han har haft en periode på godt 2 mdr. hvor han med største fornøjelse har spist mos og grød og haft det alle tiders med det.
Nu er det så ikke godt nok mere... han vil have RIGTIG mad, ikke sådan noget spædbarns-halløj, så i skrivende stund sidder han i sin hokus-pokus og jubler over en rugbrødshumpel *ruller med øjnene smiley* og han bliver tosset hvis jeg holder den for længe når han har smidt den på gulvet...

I går aftes spiste vi hos farmor og gæt hvem der spiste mest, Magni eller Hrolf?
Hvis man overhovedet kan kalde Magnis portion havregrød (godt nok med 5 små smørklatter) for mad, så var det i hvertfald ikke ham der tog prisen.
Hrolf lagde nemlig ud med to kartofler (samme størrelse som en hel valnød) og gik så over til fortygget and. Det er måske ikke noget man skal praktisere ved en fin frokost, men hold op hvor han åd, det var lige før jeg ikke havde tid til at spise selv! 15 mundfulde andekød, det svare til 3 gode skiver (1/3 af et alm. str. andebryst) og han nød det. Fægtede med arme og ben og havde mund som en sulten fugleunge, samt nok så hysteriske hyl hvis ikke maden blev serveret hurtigt nok.

Nu er næste skridt, at lære ham hvordan man holder på kniv og gaffel og at man ikke snakker så begejstret om maden før EFTER man har spist ;-)

søndag den 21. november 2010

Skøre unger :)

I går morges sov vi længe, så Hrolf endte i sengen mellem Carsten og mig. Han var rigtig vågen, glad og snakkende, så snakkende at han tabte sutten mellem et par sætninger.
Carsten lå og små-boblede i sin egen lille verden og fulgte ikke rigtigt med i sønnens og min konversation, men da Hrolf nu selv fangede sutten igen blev han alligevel nød til at vågne.
Hrolfs hånd startede nemlig med at føre sutten tilbage op til hans egen mund, men undervejs fik han øje på sin far og kom på andre tanker, sutten skulle da tilbydes til far. (Carsten takkede dog nej, temmelig rørt over sønnikes gestus).

Magni er ved at være langhåret, faktisk så langhåret at det er ved at være pinligt (men for hede hule helvede hvor er det altså også enormt svært at finde tid hos en ordentlig frisør...). Hans pandehår genere ham (generede, her til aften cuttede jeg lige de nederste 2 cm, så nu kan han lige se ud) og i torsdags var han som sædvanlig hos farmor og farfar. Da farmor spørger ham om hun ikke lige skal tage en elastik at komme i håret svare knægten: nej en saks, tag en saks! Så kan den besked da ikke være tydeligere.
Her til aften spurgte jeg ham om han havde nogen frisør han helst vil klippes hos, der er nemlig hende med den hårspisende fisk i Frederikssund, men han svarede stille, at han gerne ville klippes hos farmor. (ok så :) farmor forstår rent faktisk også at klippe en pæn frisure så han ikke partout kommer til at ligne en aspirant til hæren, så for min skyld ingen alarm).

Ja `gu ka han finde ud af det.

Hrolf er et madøre, så er det vist sagt. Babs er han vendt tilbage til i stor stil, jeg skulle bare holde igen med te, jordnøddesmør og figenpålæg (den med kakao), men det kan nu også være fordi han er temmelig forkølet og hvem synes så ikke varm mælk er ren medicin?

Han er også ret god til at drikke af kop. (Dem som husker godt mindes velsagtens, at Magni aller først brugte sugerør, så sutteflaske, teske og tilsidst kop). Faktisk så nøjes han ikke kun med at drikke af koppen, næ - han har da fint luret hvordan man puster luft ud mellem våde læber (så vanddråber sprøjter ud over det hele) eller blæser bobler i kruset...

Nå. men han spiser jo hvad som helst, desværre ikke i de store mængder, men næsten alt hvad han bliver budt skal han smage på, synes han.
Her til morgenbordet kværnede han lige en hel kiks (mors hjemmebagte havrekiks skal det lige pointeres) og her til aften røg der lige 3 små kugler kylling ned.

Nu kan det jo lyde som om der bare bliver stoppet i knægten af det ene og det andet, det er dog kun små smagsprøver stille og roligt.
Jeg kunne dog fristes til at fiksere ham som en anden foie gras gås, for den lille skidderik vejer kun omkring 6,3kg og bruger str 68 i tøj (længden afgør det!) Hans nuværende overtøj er som før nævnt Magnis gamle flyverdragt i str. 74 (passer ham perfekt) som M jo var dobbelt så gammel da han passede den...

tirsdag den 16. november 2010

Magnis musli

Han vil gerne spise det samme som far, for far er stor og det er Magni også.
Men Magni kan IKKE lide rosiner, så far piller rosinerne ud af muslien (og her er altså tale om små 30% af indholdet). Er Magni glad nu? Ikke helt, for de der kokosflager har han aldrig spist før så de skal også ud.
Der næst er det de afskyelige cornflakes der skal væk og selvfølgelig de rædselsfulde hasselnødder.
Portionen fylder ca. 1/3 og er det nu man skal fortælle ham at det stadig indeholder 15% HVEDEflager? Tror bare jeg skriver to poser havregryn på indkøbslisten til næste bytur!

søndag den 14. november 2010

Hvem er hvem?

Storebror eller lillebror?


Flyverdragten er den samme, en Minymo str. 74.
Ved erhvervelsen til Magni var han 14-15mdr, han var i hvertfald i fast pasning og havde været det noget tid samt, at vinteren faldt ret sent (jan. feb.).

Billedet af Hrolf er taget i går morges, han er netop blevet 7 mdr.

onsdag den 10. november 2010

Ham der rollingen...

Han er godt nok en værre en!
Jo jo, nok er han sulten og spiser med god appetit den mad jeg laver - altså på komfuret, for bryst gider han sgu ikke mere.
Ah, jeg er god nok om natten eller i de tidlige morgentimer, men så snart nogen er stået op eller klokken har slået 7, SÅ skal der potter og pander på komfuret og så skal der ellrs kokkereres til den lille herre.
Til gengæld er han så heller ikke kræsen :). Han spiser agurk, gulerod (sutter på dem rå og spiser dem kogt eller bagt), pastinak, broccoli og blomkål. På kornsiden har vi spist risgrød og majsgrød, hel boghvede og lidt rismælk.
Efter svømning i mandags kværnede han lige en stribe rugbrødshapsere med leverpostej... Der er slet ikke noget at komme efter her!

Storebror... ham kunne jeg sende på studietur til Uganda (eller andet land hvor maden forfindes i begrænsede mængder) og han ville fint føle sig mæt. Hans ønske til madpakken (efter jeg sagde stop for bare at smide maden urørt ud) var smørmadder og peberfrugt/agurkestave i madpakken.

Nu er den store udfordring julen, at holde familiemedlemmerne fra at stoppe begge unger med slik og kager.

lørdag den 6. november 2010

De overordnede magter.

Han er en finurlig en den lille Magni.
Han elsker at lege og det behøver ikke at være stille, men samtidig er han også blevet bevidst om hvad han vil, ikke vil og hvad han kan få andre til at hoppe på.
Senest er det kildekampene, hvor han får fremgispet mellem latterkramperne: "man må ikke kilde bornene". Det siger mormor nemlig!

Store drenge behøver heller ikke sove, det siger mormor nemlig også. Mormor har i det hele taget en masse gode regler for, hvad store drenge må og ikke behøver - det siger Magni i hvertfald ;-)

fredag den 29. oktober 2010

Gør din baby glad, tag i IKEA

Egentligt går Carsten til både badminton og kendo her om fredagen, men når kendo er erstatet af kunst ekskursion og kvajet kun har vinterstøvler med til fjerbold, så kommer han tidligt hjem til mig og rollingen :)
Efter et hurtigt bad var jeg klar til at vi kunne hente Magni fra børnehave og sætte kursen direkte mod IKEA i Taastrup.
Vi havde lånt en 9-18kg autostol fra familiehuset, så Magni sad fremadvendt bag Carsten og jeg kunne skubbe sædet tilbage så mine knæ var fri af instrumentbrædtet. Salig lykke, så er der virkelig noget ved at køre bil.

IKEA i Taastrup ligger 30-40 min. kørsel fra Slangerup - når man kører i egen bil! skal man med det offentlige tager det 1½-2 timer og så har man ikke engang mulighed for at have det store med hjem.
Nu ankom vi velfornøjede, særligt Hrolf og indtog herlighederne. Carsten fandt en kundevogn og satte Magni op i den, så var lnægtens lykke gjort og Hrolf havde øjne så store som tekopper og et smil der var endnu større, da han sad i slyngen og beskuede rulletrapernes vælde i det glimtende lys fra de mange spots.

Først indtog vi IKEA´s café. Klokken var hen ad tidlig spisetid og hele flokken godt sultne.
Blot fordi Hrolf er den mindste er der ingen der har fortalt ham at han også burde være den nemmeste.
Mens Carsten sad med sin højt belagte ægge/rejemad og Magni guffede økologisk pasta, havde jeg mere end nok at se til med en højlydt hujende eksalteret, 7kg rendyrket energi-klump, der endten ville feje bordet rent eller gnave mine briller til atomer hvis ikke han kunne hugge noget af maden fra min tallerken.
Heldigvis tog Carsten ham halvdelen af tiden og så havde jeg også rig mulighed til at betragte ungen fra forsiden, som han sad på skødet af sin far og guffede kartoffelhapser.

Med nytanket energi begav vi os på rundtur i varehuset. Vi kørte forbi et stativ med nogle elendigt udseende plastik opvaskebørster i skrappe farver, og Magni var forelsket! Med gråd havde han dog ikke større held med at overtale sin far. Heldigvis for Magnis gode hukommelse og nuttede charme, var der hjælp at hente da en vild fremmede ikke kunne stå for knægtens impulsive kommentar og stak ham en børste da de senere kørte forbi endnu et stativ et helt andet sted.
(samme tørre humor kom også til udtryk da jeg havde ham på toilettet og han vred sig sådan mens jeg tørrede ham, at jeg måtte sige at hvis ikke han sad stille kom jeg til at stikke en finger i numsen på ham. Den uhyrlige skarnsunge svarede bare: så kommer der lort på!)

Det er så hyggeligt at kigge på prøvekøkkener. Man føler sig helt som en del af udstillingen når yngstebarnet bliver sultent og det kræver man sætter sig hvor der nu er en hyggelig stille krog.
Faktisk lykkedes det os at fordrive omkring 4 timer der inde. Der var bedre børneservice i udstillingen end i "legelandet" hvor ugidelige teenagere sad og snakkede privat i deres mobiltelefoner, midt mens de egentligt var ved at betjene kunder.

Vi kom hjem med et nyt køkken, eller i hvertfald noget der kan få det til at ligne og det er vores bryllupsgave der har betalt. Magni har fået en fin blå opvaskebørste og Hrolf har fået sin første store oplevelse, han var sprudlende fornøjet hele vejen igennem turen. Manden og jeg har også hygget os og bilen har haft sin ilddåb: der KAN faktisk godt være temmelig meget i det "usynlige" bagagerum :D

søndag den 17. oktober 2010

Fødselsdagsgave og snydebilleder



Så blev knægten 3 år og det bliver han på en meget passende tid. Som drengebørn er værst vokser hans fødder jo en størrelse eller to - mindst, så der må nyt fordtøj til, og det er dyrt.

Vi har i vores by, en ganske finurlig skobutik. De har alt! fra baby til olde, pakket sammen så man er bange for at blive begravet under en stabel hvis man glemmer armevægelserne i farten. Det sjove ved butikken er, at de virkelig har et godt lille udvalg med alt det rigtige, men man skal vide hvad man vil for det første de tilbyder en er som regel det aveste l. o. r. t.
Således gik knægten og jeg på visit og bad om et par vinterstøvler i str. 24. Ja sågerne svarede manden og fandt et par frem, som jeg måske ville give en bamse på, den skal alligevel ikke bruge fødderne til andet end ikke at se for dum ud uden.
Sålerne var smalle, næsten skålformede og i hvertfald LANGT fra de andefødder der er ret populære for tiden (og som i øvrigt også er bedst).
Jeg bad om nogle andre som han da også fandt, og så påstod at det var det samme...

Nå, men jeg gik selv hen og kiggede lidt sammen med Magni og sørme om ikke ungen fandt et par støvler han godt kunne lide? (De havde faktisk også RAP-sko som jeg havde spurgt efter).
Damen kom også til og en eftermåling af ungens fod afgjorde, at han faktisk godt kan passe en str. 23 et stykke tid endnu, så Magni - ikke noget med at vokse som en sindsyg her til vinter!
Vi kom nemlig hjem med et par Bundgaard i str. 23, i rød. Magni fik suverænt lov at vælge, for det var ham selv der købte støvlerne for sine fødselsdagspenge :)

fredag den 8. oktober 2010

Det er så skønt at have børn...


I går ringede børnehaven kl. 14.30 og sagde at de gerne så Magni blev hentet da han havde det skidt og havde feber.
Jeg var i Jægerspris og desuden lige igang med at fodre Hrolf, så det blev farmor og farfar der trådte til (det var i øvrigt også torsdag, som Magni havde poienteret for mig om morgenen). Sent kom Magni så hjem eller det vil sige: først kom farmor med hans taske og andre ting og SÅ kom farfar bærende på en halvsovende kakkelovn.
Han røg lige på hovedet i seng hvor han bare sov og blev varmere og varmere... Han nåede selvfølgelig også at brække sig på min skulder så der lige kom top på toppen af vasketøjet. Heldigvis stoppede det som en kontakt man slukker for, lige før midnat, ellers tror jeg ikke vi havde sovet særlig roligt.
I dag har jeg begge drengene hjemme, Magni er frisk og oppegående, dog hoster han en del og må tit lige fange næsen med et stykke papir.
Midt i opvasken går strømmen i halvdelen af huset og sikringerne opfører sig mærkeligt... Farfar kommer og redder os (inden en dyr og unødvendig elektriker var blevet kaldt ud) og så er der tændt for varmen igen. Desværre også hos Hrolf, der uden problemer lokker digitalviseren op på 38,6... og jeg ved den viser -1 som udgangspunkt, så hans temperatur er faktisk meget tæt på 40.
Når det KUN er feber er det nyttesløst at tage til lægen, de giver alligevel bare en besked på at gøre alt det jeg godt ved i forvejen, så det skulle da være fordi jeg kedede mig for vildt og gerne ville hasardere Magnis bedring, hvis vi skulle nogle steder.
Så aftensmaden i aften kommer til at bestå af hvad vi nu har hjemme i "fugleburet", for vi kommer ingen steder i dag.

torsdag den 7. oktober 2010

mandag den 4. oktober 2010

Æblerov



En af de ting jeg virkelig savner ved at have have er, at kunne dyrke og smale sine egne sensommerfrugter.
Sidste år har jeg kastet mange lange midsundelige blikke efter nabogrundens kæææmpehave, og det store æbletræ der bare fik lov at stå og smide alle æblerne på jorden til ingen verdens nytte :(
Stor var min glæde da jeg erfarede, at det er kommunen der ejer grunden :D Det betyder nemlig at jeg har frit lejde til at gå på æblerov lige så tosset som jeg har lyst til.

Det var jeg jo ikke sen til at udnytte og hive familien med på. Ganske vist glemte vi kameraet (der var ellers flere kodak-moments), men vi havde det pragtfuldt.

Hjemme igen var kameraet jo lige for hånden og så var min dejlige store søn.



fredag den 1. oktober 2010

Magni kan læse

Han gakkede far har jo meldt ham ind i "Frit Forum" ved fødslen og som medlem modtager man et blad i ny og næ.
I går var der således et brev til Magni, i avisformat, som knægten straks ville have med hen i sofaen (på fars plads) og sidde der og læse. Han studerede siderne indgående, bl.a var der en tegning af en sur baby som Magni gik meget op i og teksten neden under mente han sagde: Tillykke Magni, jeg har fødselsdag!
(Der stod et eller andet med Erhvervskollegiets Andreas et-eller-andet, for noget-andet)
... og på skiltet ved indkørslen til børnehaven, står der: Slap af! Det gør der i øvrigt også ved indkørslen til skolen ;)

torsdag den 30. september 2010

Crappy mor

Jeg lavede aftensmad i går. Hrolf og jeg havde været i Rødovre at besøge en veninde og havde lånt en bog med nemme wokretter med hjem. Den skulle afprøves og der var mange grøntsager i, så der var godt sat op ude i køkkenet.
Nysgerrig som han er kommer min skønne søn ud og vil gerne være med. Således hygger vi helt enormt, Magni piller champignoner i stykker (han må ikke håndtere de skarpe knive uden opsyn), dosere bønnespirer og kvalitetstester pastaen m.m.
Alt i alt har vi det RIGTIG hyggeligt og Magni smager på et par ting som han ellers ikke ville røre med en ildtang, laver fis og ballade, er forundret og glad og bare helt igennem dejlig.

Fadæsen består i, at jeg er så forhippet på at der i opskriften endelig er brug for noget af den sorte chilipasta, som vi har et kæmpe glas stående af. Problemet er bare, at det er hamrende stærkt!
Så da vi sætter os til bordet og knægten gerne vil have en portion af den mad han selv har været med til at lave, oplever jeg (heeeeeeldigvis kun som ganske få gange tidligere) den ubehagelige klump man får i halsen, når man ser den ivrige glæde forvandles til overrasket skuffelse hos barnet.

Halvhjertet får han resten af sin jordbær yoghurt og stiller sig nogenlunde tilfreds med det, men ihh hvor ville jeg dog gerne banke hovedet hårdt ind i væggen og ellers skrue tiden tilbage til før jeg kom den elendige chilipasta i. Nu havde vi lige hygget os sådan i køkkenet og gjort flere fremskridt med hans madforbehold og så dummer jeg mig sådan :(
Jeg håber virkelig knægten er frisk på en revance i aften. I øvrigt er han med på at forsøge igen en anden gang, hvor jeg så ikke putter chili i - eller bolcher!

(For Carstens Tyrkisk Peber bolcher er nemlig også stærke)

Han er hamrende dygtigt og bevidst :D

NU er det definitivt! Vi har kun éen baby her i huset og det er Hrolf. Magni tog sidste step væk fra babystadiet i sidste uge, da han smed bleen fuldstændig.
Han har været "renlig" siden tirsdag eftermiddag og uheld kan tælles på en hånd (faktisk behøver man kun 4 fingre) og det er når man tæller samlet børnehave/hjemme, og husker på, at han drikker det halve bassin når han er til svømning...

Søndag aften sad vi og spiste. Magni var færdig og legede på gulvet med sin togbane. Det var ikke meget han havde været på toilettet i løbet af dagen, så jeg gav ham lige en påmindelse om at sige til når han havde behov.
Jeg snakkede med Carsten og var rimelig optaget af det og opdagede først at knægten var væk, da han kaldte ude fra badeværelset...
Dér sad han så og tronede, havde selv sat pottestolen op og hevet bukserne ned osv. Egentligt ville han bare gerne have lidt selskab.

torsdag den 23. september 2010

Dobbel kartoffel

Tja... en gang skal jo være den første, så i dag mens Hrolf sov til middag gik jeg i køkkenet.
Der kokkererede jeg rollingens første måltid, der ikke var fra bryst.

Vi var i familiehuset mens det stod på, så her er et billede af Magnis første ske-måltid.
Han var ikke med på den idé og ville hellere fortsætte en månedes tid mere med kun bryst... Hrolf er "kun" 5mdr og 1½uge, så jeg synes det er aaalt for tideligt at begynde på mos :(

Men ok. Knægten er lang, tynd og har et energiniveau der ville gøre en marathonløber forpustet. Det havde Magni ikke og jeg kan heller ikke rigtigt følge med.
Til gengæld læste jeg på Slyngebarn (der er jo alle mulige nørder og fagfolk der besvare spørgsmål og ALT mellem himmel og jord), at grød indeholder mere stivelse end grøntsager - hvilket jo er logik for alle de burhøns der har haft om kost og ernæring i samme omfang som jeg - og at det derfor er ganske udemærket at starte med mos/hapser af milde grøntsager frem for alt det der korngrød :) (noget med babyers amylaseproduktion der ikke er helt optimal til den kost).

Hrolfs første måltid bestod som sagt af 4½ tsk. dobbel-kartoffel indtaget ad to omgange, til stor fornøjelse for knægten selv og dem der kiggede på ;)

lørdag den 11. september 2010

Min rullende rolling.

I går syntes "de voksne" (altså de der pædagogdamer der har samme alder som vores mødre *fnis*) at vi skulle lave noget rigtig gymnahopsa, mens ungerne kunne underholde hinanden på en madras på gulvet.
Så der blev gjort klar på 1.salen hvor der er tv og masser af gulvplads.
Mathias og Hrolf syntes godt om legetøjet og lå allerede klar og parat mens vi andre rendte rundt og gjorde klar.
Jeg var selvfølgelig lige smuttet på toilettet og da jeg kom tilbage... havde rollingen foretaget sin første vending fra ryg til mave. Han ville selvfølgelig ikke gentage kunststykket trods alle mine overtalelsesforsøg, men lå bare og morede sig kosteligt over os voksene der hoppede rundt til en stemme fra fjernsynet.

Han er blevet en rigtig lille møffegøj og hvis ikke vi havde så fodkoldt tror jeg han ville kravle inden jul.

onsdag den 8. september 2010

Kravlenisse


Det var IKKE sådan jeg havde lagt ham...

tirsdag den 7. september 2010

Min dejlige familie

Hrolf har jeg jo lige skrevet om, så hans trivsel er opdateret. Hos svigermor fik jeg lige at vide, at Magni er begyndt at studere biler uden sine forældre, således gik han og farmor tur hvor han kunne fortælle hende at naboens bil var en racerbil, for den havde hækspoiler på!

Hjemme igen er babyen gået omkuld i kravlegården (snedigt puttet af mig), frokosten indtaget mens et gammelt afsnit af ynglingsserien glider over flimmerkassen...
Seriens kvindelige og mandlige hovedpersoner er taget langt væk fra deres vandte miljø og proppet ind i en lejlighed, langt derfra. Nu er det ENDELIG gået op for dem, at de er tiltrukket af hinanden *smelte*.
...og når man så sidder der og ser hvordan Claire putter sig i Alex´s stærke favn, så ved man lige hvordan hun har det (der er nemlig ca. samme højdeforskel på dem som på Carsten og mig ;-)).
Hvorfor er det så liiige at manden har et hurtigt møde EFTER han normalt har fri?

Et stk. MeiTai er helt færlig. Rigtig flot arbejde, især af Kirsten, for jeg havde mest travlt med at pille nullermænd op og passe Hrolf. Jeg havde da en opsprætter i hånden, men ellers lavede jeg ikke det store *fnis*.

Han ved hvad det drejer sig om ;)

I morges vågnede Hrolf, ikke fordi han blev vækket af Carsten og Magnis larm, men fordi han var udsovet (her kl. bæ om morgenen - øv!).
Så lå han ellers og pludrede ganske højlydt, så da de to store var skubbet ud af døren hev jeg ham over i dobbeltsengen. Dynen lå lidt upraktisk, så den måtte jeg lige flytte inden jeg kunne kravle ned til ham og så var det jeg så han yderst veltilfredse, meget ivrige ansigtsudtryk alt mens hele hans krop nærmest direde... : MAD!!!

mandag den 6. september 2010

Jeg har syet mig en ble...





Når nu man har fået sådan en lille spirrevip, der ikke passer i noget af det han har arvet efter storebror og jeg ikke gider smide en masse penge ud i et større cirkus efter hvad der er på markedet... je så må man jo sætte sig til symaskinen og tænke kreativt.

En fantastisk medslyngel har gjort tænkearbejdet og nedskrevet samt tegnet et mønster, så det var bare at tænde for printeren, så var 1. skridt taget.

En enkelt prøveble er det blevet til, af nogle stofrester der lige lå og flød, og resultatet er blevet ganske hæderligt.
Der skal lige rettes lidt til hist og her i mønstret - og nogle købte indlæg lade livet i tilpasningens tjeneste - men så skulle vi da også været kørende med bleer helt efter Hrolf´s mål :D

Her er mit absolut første forsøg ever:

torsdag den 2. september 2010

Jeg er mest snu.

Magni har haft en periode hvor han ikke ville falde i søvn før han havde fået et godnatkys - af begge forældre!
Så fik han nok af det og værgede sig med kysset og tørrede det MEGET demonstrativt af mens han højt sagde aaaaadr.
Så fandt jeg på at spørge ham om ikke godt jeg måtte få et godnatkys. Det accepterede knægten promte, og det skal være på munden ellers er det ikke godt nok - i følge ham selv.
(Men gud nåde og trøste mig hvis jeg kommer til at bevæge læberne)

Abuuuuuu...

Den lille fyr er kilden *G*
Når man kilder Hrolf, så skrald griner han, det er helt vidunderligt at høre på.

Guldkorn...

en lille fyr med et stort vid...

I weekenden var vi til bryllup på Tåsinge (sydfyn). Det var et wiccansk håndfæstelsesritual og tro mod denne skik blev det holdt udendørs, med god tid og plads.
Der var lejet en spejderhytte til formålet og der tullede Magni glad rundt. På et tidspunkt kommer han hen til hende der har sunget for bruden og viser hende et blad han har fundet. De snakker lidt og hun siger hun synes det er et fint blad.
Det får Magni til at styrte ud i skumringen og få minutter efter vender han tilbage med endnu et blad, magen til det første, "Det skal du have - så har vi begge et" siger han.

Her hjemme overhøre jeg følgende dybsindige diskussion mellem far og søn, mens jeg ligger i værelset og ammer Hrolf.
Carsten og Magni snakker om løst og fast og Magni siger så: "Du elsker min mor!".
Manden svare at ja, han elsker knægtens mor. Magni fortsætter så "Mor elsker mig og lillebror. Jeg elsker min madkasse".

Der har vi den madkasse igen. Knægten bliver jo 3år her i september, så fra d. 1. blev han officielt børnehavebarn, med ret til at medbringe madkasse og drikkedunk.

torsdag den 26. august 2010

Pas på hvad de ser på computeren...

Magni har jo for længst fundet ud af, at hvad vi ikke har i DVD´er kan findes på Youtube. Han klare selv at klikke videre til næste episode og man skal i det hele taget slet ikke hjælpe ham :)

Men så er der jo lige det der med børn og netsikkerhed! Selvom der er regler for havd man må oploade til sådanne medier sker det alligevel at der findes materiale der ikke er egnet for små børn og Magni er MEGET ferm til selv at vælge til og fra hvad han vil se. Så selv når man lige har brug for en ½ times uforstyrethed (til en gang bolledejsæltning f.eks) kan man åbenbart ikke lade ham helt uden opsyn.

Carsten og jeg fik os et rigtig godt grin i går. Vi havde lavet aftensmad, dækket bord osv, det eneste der manglede var sådan set bare Magni. Jeg kalder på ham - han sidder ved computeren og ser Thomas Tog, tror jeg - og får svaret, at han lige skal se denne her færdig.
Jeg stiller mig hen til ham og så er det en pizzabagningstutorial han har gang i! Jeg gennemgår hvad han har kigget på, og det er en længere serie "how to make" pizza, past og en længere stribe muffins ;) - var der nogen der sagde knægten var sulten?

mandag den 23. august 2010

En rigtig dejlig oplevelse

Svømmehallen har åbnet dørene igen efter ferien og Hrolf er blevet stor nok til at få en plads på holdet.
Sidste mandag var første gang for ham, men den endte desværre med en halv dårlig oplevelse, da han var træt og overstimuleret efter 3 uger med ferie og så sin navngivningsfest dagen forinden.

I dag var han til gengæld veludhvilet, udsovet og velaffodret. Det gjorde udslag og hele vejen hen til bassinet havde jeg en veltilfreds og småpludrende dreng, der bare nød at være i sin mors selskab.
Så ramte vandet hans tæer og jeg kunne mærke hvordan det ændrede hans holdning i mine arme: til spændt forventning :)

Der var kun en bitte lille smule anspændthed, i ca. 3 sekundter, så overgav han sig helt og begyndte småt at bevæge benene i vandet. Nogle stoore smil blev det også til og vi fik afprøvet en hel del mere i vandet.
20 gode lange minutter blev det til, med svømning på mave, ryg, flydning på 2 fingre og hele to dyk, før det så ud som om han var ved at blive lidt kold - og vi smuttede op før der blev kø ved pudslepladserne.

Efter svømmeturen var han godt tørstig, men glad og meget veltilfreds :)

søndag den 15. august 2010

Matematik-logik

Indrømmet! Jeg er gået lidt i skumfidusrus, især da Netto havde en stor pose mini-skumfiduser, bare sådan lige foran næsen af mig.
I sidste uge erhvervede jeg mig - også fra Netto - en skøn skøn bog med en masse opskrifter på forskellige muffins, både mad og slik.
I nogle af disse opskrifter indgik også skumfiduser og da jeg har øvet mig lidt i andledningen af Hrolfs navnefest har der naturligvis været nogle skumfiduser i køkkenet...

I går havde manden og Magni været nede hos farmor og farfar og lave citronfromagen vi skal have til dessert og jeg havde været hjemme og bagt muffins ;)
Jeg går og rydder op i køkkenet da jeg kan høre døren gå op og Magni der græder slemt.
Jeg slipper hvad jeg har i hænderne og skynder mig ud i gangen (Hrolf er puttet med alt hvad der høre til og sover sødt). Der står to druknede mus (eller en mus og en rotte, Carsten er i hvertfald ret stor særligt sammenlignet med knægten).
Magni har haft et par sko på der er lige lidt større i det end hans sædvanlige sandaler. Da han har ville løbe et stykke har de ulykkeligvis fået spændt ben for ham og han er væltet omkuld. Som om dette stundt ikke i sig selv skulle være voldsomt, så havde han sit højt elskede Thomas-lokomotiv i den ene hånd og vognen Annie i den anden. Derfor har han ikke taget fra og har derfor gokket hovedet lige i den drivvåde asfalt.

Jeg tager den grædende dreng fra Carsten og bære ham ind i sofaen. Carsten kommer med et håndklæde som jeg kan tørre Magni med, efter at han har fået det våde tøj af.
Ud over en stor hudafskrabning på ankelen er der ikke noget at se, ikke engang på hænderne...
At blive puslet om kan hele mangen en skade og Magni er da også holdt inde med at græde og sidder i sofaen og putter sig i håndklædet. Carsten hænger vådt tøj op og jeg servere en lille sukkersnack for den sårede kriger.
Magni har ævlet løs om de små skumfiduser, lige siden de blev købt, men den pose skal der ikke tages hul på endnu, så jeg tager en af de store og klipper den i mindre bider - for små skumfiduser skal drengen da have.

Rækker knægten tallerkenen og får et strålende smil igen :). Jeg går ud til maden og retter den an til drengen. Da jeg kommer hen til sofabordet med tallerkenerne siger knægten: Jeg vil gerne have mere 10 - dumseduuser :)
Ok. "10" er en antalsbetegnelse magni bruger om alt hvad der er delt, eks. 2-10 nørdatter (når jeg skærer to smørklatter til hans havregrød). Så han er da udemærkede klar over at det serverede var i uoriginal størrelse! (men han var glad nok for at få dem).

fredag den 13. august 2010

Så blev han pludselig 4 mdr...


...og med alderen følger alt det man må når man ikke længere er et spædbarn, men en rigtig baby:

-man skal vaccineres (ok det skulle han havde været ved 3 mdr. men der var ikke tid til det før nu, og det er også helt ok ifølge lægen)

Man er ligepludselig stor nok til at sidde oprejst i ringslyngen og man må så småt komme i MT

Man kan fokusere gennem et helt rum og charmere samtlige tilstedeværende

Man kan selektere mellem folk, mor ER bedst - både til hverdag og til fest ;)

Man kan tømme et bryst på 4 minutter!

onsdag den 11. august 2010

Guldkorn

Carsten: Magni, hvor sidder appetiten?
Knægten: I køleskabet :)

Magni: Jeg vokser op og bliver SÅ stor, lig´som far. Så sidder far bag i og du sidder ved siden af mig mor. Jeg køre bilen når jeg bliver lige så stor som far.

torsdag den 29. juli 2010

Kan vi nå det?

Vi skal have sat lejligheden i BoBedre-stil stand og det kræver lidt arbejde. Derfor havde vi knoklet på det meste af dagen i går og hen ad eftermiddagen var vi ved at være klar til en lille belønning...

Mette fra familiehuset har i lang tid ævlet løs og Hansen-is´ mejeributik og de billige mega lækre vaffelis man kunne få der, så det var jeg ligesom blevet lidt lun på at afprøve.
Vores GPS er kommet og den skulle også lige afprøves, for hvem gider fare vild på vej til det sydfynske øhav?

Mig ind på computeren og finde adressen, men hjælp - de har åben til 17:30 og uret viste 16:54!
Så var der en lille kort overvejelse om det var besværdet værd, men da kirkeklokkerne ringede kl. 17.00 - dut ind, var vi i hastigt trav på vej hen til bilen.
En GPS er en fantastisk opfindelse! Faktisk er det bare lige ud af vejen, gennem Frederikssund og til venstre, så er man der. Det er lige så lant/kort som hvis vi ville til Hillerød, men isen er klart bedre og vi skal ikke betale for parkering ;).

Hrolf sov sødt mens vi andre guffede is :)

onsdag den 28. juli 2010

Hørt ved morgenbordet

/: Lillebror elsker mig - og jeg elsker min madpakke.

søndag den 25. juli 2010

Fra fulde folk og børn, eller bare for sjov?

Her til morgen var der rigtig feriestemning. Manden var frisk, men ikke vågen, jeg var vågen og det samme var ungerne.
Derfor blev Hrolf i sin egen seng mens Magni og jeg tumlede rundt på Carsten, der rigtig gav den gas som hoppepude.
På et tidspunkt sidder Magni på ryggen af mig, der ligger på Carstens mave og Carsten vrider sig så Magni bliver kastet ned ved siden af på sengen. I det knægten kravler op igen udbryder han flad af grin: dine underbukser lugter temmelig meget af prut moar...

OK! De var altså skiftet i går og vi var dårligt stået op, så det må helt sikkert være en sætning han har lært :/
På den anden side så skulle han selv prøve at stå for enden af puslebordet og skifte en lorteble, SÅ kan han snakke om lugt af "prut" ;)

lørdag den 17. juli 2010

Arbejdsdreng

Grundet vandproblemer hos underboen har vi (igen!) måtte hive et eller andet større boligprojekt igang, denne gang selve gangen ;)
Det er helt opløftende at se der findes mere uhandy personer end Carsten og mig, dem der har lavet lejligheden her er da ubestridt på 1. pladsen.
Sidste år var det naboerne der havde en vandskade. Den stammede fra et søm der var forvitret fra den plads det havde fået i køkkenafløbet (og den gang havde ejerforeningen syntes det var nemmere at lave en hel skotrende fra toppen af taget, end at undersøge det nærmere). Nu var det Caféen der fik vand i kælderen... hver gang vi brugte køkkenafløbet.

Nu er denne geniale lejlighed konstrueret sådan, at for at lokalisere faldstammen + skaden er man nød til at tage hele gulvet op! Det betyder så også at vi har en yderst effektiv tyverisikring af lejligheden - man træder mere end ½ meter ned lige inden får døren og 1m frem ( Det er så også ret effektivt ti lat lufte ud med hovededøren åben og Magni inde i lejligheden), og så går man planken ud for at komme ind i lejligheden. Men det er ikke så fedt med al den blotlagte rockwool.

Men ok. Forsikringen har godkendt skaden og alle mand er tilrettelagt og klar, vi skal bare have arbejdet gjort.
Nu er det sådan at tømmermesteren hedder Tajs og han skal på ferie på tirsdag. VVS´eren kommer en gang på mandag og der er jeg smuttet på koloni med drengene, så det bliver manden der skal overtage koordinatorjobbet (måske jeg skulle blive hjemme, bare for den dag *g*), men mon ikke det går?
Men altså. Ham der skal lave gulvet har så x-antal timer ud over eftermiddag/aften, så for at han skal nå at lave bare lidt må vi jo igang med at ordne forarbejdet.

Jeg er som sædvanlig impulsiv og en anelse uplanlagt, så jeg står op som sædvanlig, iføre mig dagens tøj - samme som i går - og finder så på at pille den dårlige rockwool af.
Det ser festligt ud, ikke mindst pga. pallietterne på min nederdel. Jeg har en pose på hånden for de lyserøde gummihandsker kan jeg ikke finde.
Magni er MEGET interesseret i hvad der foregår (Hrolf sover, i barnevognen nede under birketræet og det er godt, for senere kommer den hysteriske støvsuger frem) og lige pludselig er der en lille posebeklædt arm der rækker et stykke rockwool frem...

Glad og stol over at kunne hjælpe sidder min lille ældste søn nu på hug yderst på planken og piller rockwool-stumper og små stykker træ, søm og splinter op i spanden sammen med mig. Han har jo været ganske fornuftig og sørget for "handske" - lige som sin mor.
(Han fik lov at være med lidt, for han var så glad og sød, men rockwool er ikke for små børn!)

tirsdag den 13. juli 2010

Ok, det er altså ikke kun mor han aber efter ;)

I morges vækkede jeg knægten fordi han skulle op og i vuggestue.
Grundet varmen var han først faldet i søvn en hel time senere og havde ikke sovet suuuper godt, men derfor skulle han op på samme tidelige tid næste morgen alligevel!

Magni strækker sig, vender rundt og løfter det ene øje på klem, vender sig igen og snorker videre. Jeg går ind i stuen og ordner hans pusletaske. Så går jeg ind i soveværelset igen og rusker ham i foden mens jeg blidt siger han skal vågne op nu.
Knægten svarer søvndrukkene: Mig kommer lig´ om lidt... Og så var jeg fuldstændig færdig af grin - det er nemlig mandens standart svar, når jeg vækker ham.

søndag den 11. juli 2010

En rigtig storebror

...er sådan en rigtig lille helt, der klasker store stygge myg når de truer hans lillebror...

lørdag den 10. juli 2010

Små gryder har også øre...

Jeg er på det nærmeste forment adgang til køkkenet når det er Carsten der står for aftenens kokkereringer, fordi jeg har en tendens til at lade mine levnedsmiddel-skoleerfaringer gå ud over hans ungkarle-stil ved komfuret.
Det synes manden åbenbart er så irriterende, at han hellere vil frådse lidt med strømmen end at lave et energirigtigt måltid - hvem der forstår ;)

Nå, men i går aftes var det så mig der stod ved kødgryderne og Magni, der for tiden er vældigt interesseret i kogekunst (og ellers var han bare hamrende sulten) stod på sin stol og hjalp med at røre i sin lille gryde med havregrød.
Jeg havde et par andre gryder på pladerne og dem fik Magni lov til at regulere temperaturen under.
På et tidspunkt går jeg hen og skruer op for gryden med hovedretten og Magni, der hidtil har stået ganske fordybet i sin havregrød, fare op: Nej, nej, nej SKAL stå på3!
Ok, så kan jeg lære det.

fredag den 9. juli 2010

Min skønne skøre unge

I dag faldt det så heldigt at rollingen og jeg var hjemme samtidig med manden - og det i god tid inden Magni skulle hentes. Derfor viklede jeg yngstebarnet og tog manden i hånden, for at vi alle sammen kom ud og gå tur.

På vej hjem i den fugtige hede snakker vi om hvor dejligt det ville være med noget koldt at drikke. Jeg foreslår vand, men den er manden ikke lige solgt til (det frådse-asen). Derfor slår vi ind på vejen til Netto og sætter tempoet op, for det er tæt på Colubo-tid ;)

Jeg går raskt til med Hrolf sødt sovende ved mit bryst, der langsomt bliver klamt af sveden fra den varme baby (han er aldeles ligeglad og ville hyle hvis der gjordes forsøg på et skift over i en barnevogn). Carsten sakker bagud mens han brokker sig over sandalerne som han har svært ved at holde på fødderne (Klart, når han har gået med ankelhøje vinterstøvler indtil for et par uger siden).
Magni løber lidt frem og tilbage mellem os og er glad og fornøjet - lige indtil han falder omkuld mit i en spurt :(
Han hyler op og har slået sig. Carsten løfter ham op og holder ham trøstende ind til sig og mens knægten hulker på sin fars arm går vi videre. Kort efter vil knægten ned! og det kommer han. Han hopper en gang, smiler bredt og siger fornøjet "Nu er det gået i orden", og sådan kan stemningen skifte på blot et par sekundter.

Hjemme i sofaen lære jeg Magni hvordan man laver kakao af mælk og "jord" (O´boy), det synes han er en mægtig tryllekunst. Vi ser Columbo og lillebror ligger på sofaen og griner til mig. Pludselig prutter han og laver efterfølgende nogle lyde, som når man puster med et sugerør i kærnemælk. Jeg kigger på Magni, der griner og siger "De´e bare loort" *G*.
Det er da heldigt at han har så afslappet et forhold til afføring når f.eks et edderkoppespind får ham til at fare sammen og væmmes i stor stil, nu han skal til at stoppe med at bruge ble...

tirsdag den 29. juni 2010

Lidet flatterende.

Magni er vild med biler. Biler, tog og racerbiler i alle afskygninger, og især dem fra Disney filmen Cars.
Han er begyndt på rollelege og render rundt og siger som en racerbil der gasser op, hele tiden.
Den nemmeste måde at få ham med videre på, er at tælle ned: 3, 2, 1, KØR!

Nu med de rollelege, så har han fået nyt navn. Det skifter lidt og først var det ham der var lynet McQueen.
Det er nu faderen der har fået den ære at være den lille røde racerbil mens han selv er den mystiske, fantastiske Doc - også en flot racerbil. Hvad mig andgår, så var knægtens første indskydelse, at jeg da var Bumle!!! En gammel rusten skrotbunke af en pick-up...

(Ok, jeg har så senere fået lov at være Sally, en lille rap porche. Det passer ligsom lidt bedre til resten af familien *fnis*)

fredag den 25. juni 2010

Sommerferieplaner...

I sidste weekend var vi så heldige at låne svigerforældrernes sommerhus. Magni kan dog ikke heeelt finde ud af det med stednavne osv.
Derfor hedder det sig, at vi har været på sommerferie i "kulhuset" og det ligger i Jægerspris.

Nu må vi se hvad han så finder på om Elimsvej, hvor vi skal en uge på feriekoloni med Familiehuset, bare mor + unger. Så får farmand en slags ferie alene hjemme, for han skal jo passe sit arbejde...

ugen efter igen drager vi dog alle 4 afsted til sydfyn - Drejø. Det giver jo helt ny muligheder nu vi har fået bil. Carsten er ret god til at køre og Magni er svært tilfreds med at "Far har fået Nissan!", så dét har han da tjek på.

mandag den 14. juni 2010

Carsten og Hrolf

Rollingen trænger til en tør ble og det går vi ud på puslepladsen og sørger for.
Mens Hrolf ligger der, pludre og får rent tøj på, kommer Carsten ud til os. Ved håndvasken står han og snakker til sin søn, der respondere med tiltagende smil og strålende øjne, så jeg rækker manden et håndklæde som han, uden at slippe øjenkontakten med sønnike, tørre hænderne i for at tage fat på lidt "sparkeben" med ungen. Hrolf er henrykt og laver grine-grimasser og små hvin...

lørdag den 12. juni 2010

Magni goes classical...


Dybt opslugt og henført... sådan kan knægten befinde sig overraskende lang tid, gerne op til ½ time, når der er broadway-musicals på. (Her er det Cats).
Han vil også gerne have medbestemmelse når jeg zapper på fjernsynet og her sagde han stop, ved en eller anden større koncertoptagelse med en mandlig opera sanger.
(han var dog ikke i verdensklasse, så knægten gad kun se 5 minutter med ham. Så zappede vi videre og fandt - til hans store begejstring - LeMan!)

torsdag den 10. juni 2010

Mere fra huset...

Magni vågnede kl. ca 4 og var lettere urolig. Jeg ved halvt om halvt ikke hvordan pokker han havnede i Carstens og min seng, men jeg vågnede kl. 6 med vildt dårlig samvittighed over for Hrolf, der skulle have sovet fra kl 22 - 06.
Lettere febrilsk lagde jeg straks rollingen til brystet, men hans lettere uinteresserede sutten sagde mig, at der var endnu en ting jeg havde ordnet i søvne...

Morgenen forløb roligt og lettere uinteressant. Magni klagede lidt over ondt i ryggen, aftenen forinden havde det været maven. Under normale omstændigheder ville jeg bare havde holdt ham hjemme, men nu var det jo meningen at vi skulle i familiehuset og knægten virkede i bund og grund meget frisk, så afsted i vuggestue med ham...

Kl. 11.30 blev jeg ringet op af Carsten der gerne lige ville vide hvad knægtens cpr. var, de var på vej til lægen.
Ud fra symptomerne kunne selv jeg dog konkludere, at der efter al sansynlighed "bare" var tale om en gang mellemørebetændelse og altså ikke noget der berettiget den udfarenhed vuggestuen havde ringet ungen hjem med (de skræmte jo næsten livet af Carsten, der ikke er bekendt med lidelsen).
Lægen bekræftede mine anelser og kunne dessuden konstatere, at øret flød. Så havde det problem i og for sig løst sig selv.
Nu svigerfar havde Carsten og Magni i bilen drønede han dem lige til Jægerspris, til Hrolf og mig.

Jeg havde haft Hrolf i bad. En succesoplevelse ud over det sædvanlige, især fordi huset var på den anden ende af håndværkere der skulle gøre klar til at rive et stort hul i væggen...

Med Carsten og Hrolf i stuen gik Magni og jeg ind i legestuen for at filme til den ERA der skulle laves på os. Det blev nok verdens dårligste optagelse, Magni der stadig led af eftervirkningerne på mellemørebetændelsen - og jeg der var halvdød af søvnmangel. Jeg glæder mig til at høre Mariannes udtalelser om den optagelse (ironisk ment!).

Aftensmaden blev indtaget i ro og mag og Magni var hurtigere færdig end os gamle, så han for ned på gulvet sammen med Oliver (en 4 års knægt fra en anden familie). De to drenge legede så fint sammen at det nok har medført at aftensmaden blev trukket bare liiidt i langdrag.
Alle var trætte da bussen blev stuvet fuld og alle blev kørt hjem.

Grundet håndværkerne og den larm de medføre er planerne lagt lidt om, så vi får vores første hjemmebesøg, med fortsat ERA-filmning af Carsten og Hrolf.
Jeg håber de vil tage en optagelse mere med Magni og mig også, som kan vise vores forhold når knægten ikke lige har skræmt livet af sine forældre over en simpel gan mellemørebetændelse. Den første eller ej!

onsdag den 9. juni 2010

Uge 3...

Mandag var der møde i familiehuset, hvor Carsten var med. Han tog hjem lidt før frokost så i det hele taget forløb mandagen stort set som den plejede. Dog med undtagelsen, at Hrolf sov ved ankomst og jeg var tryk ved at overlade det til Charlotte at lytte på om han vågnede...

Tirsdag var en spændende dag! Der skulle hele familien nemlig afsted: Hrolf og jeg og Carsten og Magni.
Vi blev hentet af Lise, i hendes store grå peugeot hvor Magni sidder i barnesæde på 2. passagerrække - lige bag mig.
Vi ankom og fik morgenmad og Magni indtog bare huset... Efter lidt leg startede dagens program, som for Carsten og Magni bøde på "Leg" og videooptagelser til ERA´en (ERA = Early Relation Attachment = tidlig relations tilknytning). Hrolf sov, skulle ammes lidt, snakkes lidt med og sov så bare videre - ikke det store med ham.
Carsten, Magni og Lise fortsatte ud i bad og det lød som om Magni syntes det var sjovt.
Hrolf vågnede, blev ammet og skiftet og så var der sceneskift.
Carsten fik Hrolf og jeg overtog Magni, der sad i en kæmpebalje og legede med badeænder. Vi hyggede lidt med et tesæt der også var i vandet før jeg tog ham op af badet.
Det er utroligt som knægtens tånegle vokser, måske han skulle gå uden sko, for fingerneglene bliver da slidt i leg? Jeg synes ikke det er mere end et par uger siden jeg sidst havde 3-i-1´eren fremme og klippe af knægtens tånegle... Nå, men det hyggede vi os så lidt med, at Magni begyndte sine 20-spørgsmål-til-professoren til min negleklipning.
Han blev fin og fik strømper på og kom ind i stuen at lege videre.

Lise var færdig med Carsten og Hrolf, og det var blevet tid til frokost. Magni kværnede 1½ rundenom med leverpostej, Carsten syntes vist også meget godt om konceptet og jeg har jo vendet mig til standarten ;)

Efter frokosten fik vi kørt en barnevogn frem og med Hrolf i viklen og Magni i vognen gik vi ud og jeg viste Carsten lidt rundt.
Min terori holdt stik og vi havde knapt rundet 3. hjørne før også ældstebarnet var langt væk i drømmeland.
Selv ikke min deklaration; at jeg ville have en is, bragte ham tilbage til overfladen i så meget som ét splitsekundt.

Der var besøg fra sundhedsplejesken, som kunne konstatere at vores præmiebaby nu vejer 4700g og måler 54cm *cool*. Hun var ovenud tilfreds med rollingen og syntes bare jeg skulle fortsætte med at gøre som jeg gjorde med ham :)

Hjemme igen spiste vi koldskål til aftensmad og puttede ungerne, der begge sov hurtigt og godt.

Onsdag var "alene" dag for Hrolf og mig, det vil nu sige at Carsten og Magni blev hjemme (Magni i vuggestue) mens Hrolf og jeg tog i huset. Magni havde ellers startet dagen med ganske fornøjet at sige, at han ikke skulle i vuggestue.

Der var babytræf og babymassage. Lise sagde, at det var meget normalt at babyer kun kunne holde til 5 minutter 1. gang... det hørte Hrolf bare ikke, han nød det og var sidste baby tilbage i tøjet.
Efter babytræf, omkring kl. 12, gik han kold og vågnede kun 2 gange for at få noget at spise indtil vi var kørt hjem.

Carsten havde ryddet noget op og gjort klar til at vi skulle hygge os. Desværre har han også fundet ud af, at det ikke er helt til at stole på at lade Magni selv vælge pålæg :(
Lige inden vi skulle hygge begyndte Magni at græde voldsomt og klage over ondt i maven. Det resulterede i en gang eksplosions-opkast og mere gråd.
Han blev trøstet, hygget om og klædt i nattøj. Fik lov at sidde og se lidt tegnefilm og blev så puttet i seng.

Rollingen blev også puttet da den store dreng sov sødt og resten af aftenen var til Carsten og mig :)

søndag den 6. juni 2010

Når nu man gerne vil have mærkevare...

... og pengene er lidt små, så laver man da bare sit eget mærke :D
Her er knægten med sin ny fiiine solhat: en cool Cederholm-kreation.



Bemærk den ægte model attitude, og stylingen: GAVTYV :)

lørdag den 5. juni 2010

Sådan en lille bitte ting har altså STOR betydning.

Så gik den ikke længere, eller det har den ikke gjort i et godt stykke tid faktisk.
Sidste år fik vi en babyhaler (baby-inhalator) til Magni + noget astmaspray (ventoline) fordi han havde nogle voldsomme hosteanfald der eskalerede til lige før bræk stadiet.
Den hoste forsvandt i en periode og alt var godt... troede vi.

For en god månedes tid siden kom hosten igen. Knægten havde nogle dødskrampeagtige hosteanfald når han var blevet puttet og om dagen hostede både ham og hans far en hel del, af sådan en jeg-har-slim-i-halsen hoste. Magni havde tillige en del snot, og takket være al den læsning på Slyngebarn begyndte en ide at tage form.
Da jeg var med Hrolf til 5-ugers undersøgelse vendte jeg mine overvejelser med lægen og hun syntes også det lød sansynligt, og foreslog at jeg prøvede at give ham antihistaminer i en uges tid.

Om eftermiddagen da vi alle var samlet i hjemmet, tog vi hul på Magnis behandling. Én lille bitte pille blev poppet ud af blisterpakken, med en kniv blev den halveret og knust på en teske. Jeg hældte lidt drikkeyoghurt over og bad Magni om at kravle op i sofaen.
Knægten sad nysgerrig og forventningsfuld og havde allerede startet sin 20-spørgsmål-til-professoren runde. Jeg fortalte ham at det var medicin, og at den første mundfuld ikke nødvendigvis smagte godt, men hvis han var en dygtig dreng og spiste det hele ville han få mere der smagte godt.
Uden nærmere diskussion åbnede han munden på vid gab og slugte det i en mundfuld. De efterfølgende to teskeer med ren drikkeyoghurt røg lige så hurtigt ned og det at give Magni "medicin" var en barneleg.

Jeg synes det er helt vildt, for allerede nogle timer senere skulle han puttes... og faldt til ro helt uden den tidligere hoste.
Næste morgen virkede han også meget bedre udsovet, til trods for at han ikke havde sovet længere end han plejer.
Han fik en dosis mere (så daglig dosis indtages om morgenen) og blev sendt afsted i vuggestue.
Her med ikke sagt at han ikke har hostet siden, for det har han. Det var om onsdagen, men da sad vi også uden for og selv jeg kunne mærke at der var masser af pollen i luften, men knægtens reaktion var alligevel meget mere afdæmpet.

Nu da antihistaminerne havde så god effekt på den lille dreng, satsede jeg og proppede en i manden også (han må gerne få en hel pille da han er så stor og han behøver ingen drikkeyoghurt - selvom jeg ikke er et sekundt i tvivl om at han gerne ville have det, hihi) og DET VIRKER :D - så nu er vi en næsten helt normal familie uden snot og hosten...

tirsdag den 1. juni 2010

6. dag - uge 2

Her til morgen var der dækket fint op, med blomster og flag. Der startede en ny medarbejder, så der var en ekstra summen af forventning. Morgenmaden trak ud hvor efter næsten alle pædagogerne gik til møde.

Hrolf havde sovet 7 timer om natten - fra 22 til 05. Han var lettere irritabel og ukoncentreret op ad formiddagen, og sov let i barnevognen en times tid.
Derefter kom han ind, blev ammet og skiftet, men han var stadig uinteresseret i at snakke.
På grund af hans opførsel konkluderede jeg, at han i dag bare havde en øv-dag og smed ham i viklen så han kunne slappe af.
Det virkede og han sov lidt over 2 timer. Han vågnede, troede jeg, men han havde det bare for varmt og efter en tør ble og en ammetår nuppede han lige 2,5 time mere, i kravlegården hvor han også sov.

Da han endelig vågnede var det spisetid og Carsten og Magni var kommet. Der var også yderligere to mødre med hver to børn, så der var et være gedemarkede (i hvertfald for Hrolf, Magni hyggede sig glimrende).

For at få Hrolf til at spise ordentligt, det tager ca. 20 minutter, var jeg nød til at gå ind i dagligstuen og lukke døren. Den strattegi virker og giver ham ro til at tømme et bryst og få et fuldt måltid, hvilket igen sørger for en rimelig stabil spiserytme og ro i maven.

Faktisk endte konklussionen på i dag op med at være, at Hrolfs humør skyldtes at han for første gang siden mælken løb til, var afslappet, mæt og veltilpas, og at han trængte til at hvile ud nu han var så afslappet.

lørdag den 29. maj 2010

Dag 4...

I dag var Hrolf mere vågen og vi benytter chancen til at tage hul på de videooptagelser der skal dokumentere arbejdet.
Marianne filmer et bleskift og en gang babyhygge, med fodnus og mavemassage.
Hrolf er opmærksom og deltagende, men har lidt mavebøvl som optager og distraherer ham.

Efterfølgende falder han i søvn og Marianne og jeg gennemgår optagelserne. Hun fortæller bl.a, at der intet er i vejen med min måde at læse og håndtere babyen ligesom Hrolf også er både tydelig og villig i sin kontakt til mig.
Eneste mén er, at der er en enkelt situation hvor det er mig, der afbryder "samtalen" før end Hrolf "har fået nok", men det er ikke bekymrende da hun kender årsagen.

Alt i alt har vi en stille og rolig dag. Der er kun Marianne, madmor Jette, Hrolf og mig. Lederen er der kun ganske kort.
Det kan mærkes på Hrolf at der er total fred og ro. Arbejdet går nemt og han har lettere ved at spise sig HELT mæt ved amningerne, der sker hver 2 - 3 - 4 time...

Det er fredag og derfor mig der skal hente Magni i vuggestuen. Vi kører afsted og Jeanette (Strandstrædets leder) møder mig og fortæller glad hvor godt det går med drengen. De er glade for at få lov at beholde ham til børnehaven også - en glæde som jeg deler, ligesom vi begge har gode forventninger om Hrolfs kommende ophold (hvis han er så heldig at få en plads der (vi krydser fingre for søskende garantien)).

Da jeg er ved at spænde Magni i autostolen husker jeg at vi har glemt dagligvarene i Jægerspris, så vi vender kareten og drøner tilbage efter dem.

Senere på aftenen er jeg glad for ikke at stå helt alene med to små børn... Jeg er ved at lave mad, Magni proklamere at han har en lorteble og straks efter begynder Hrolf at være utilfreds.
Så er der ikke andet for, end at slukke for blusset og lade det halvrå kød stå og hente den lille. Jeg har nemlig ikke to små børn! Jeg har en baby og en "stor"-lille dreng, som ligger stille med sin lortemås på puslebordet mens jeg er inde at give lillebror sutten. Så spæner jeg ud på badeværelset, vasker Magni og sætter ham på potten. Henter Hrolf ud og lægger ham på puslepuden på gulvet.

Da Magni er færdig og ren (og i øvrigt helt nøgen på nær sokker) holder vi lige et lille familieøjeblik, hvor Magni og jeg sidder ved puslepuden og aer Hrolf der ligger og smiler fornøjet til os.
Så får Magni tøj på og fordi han efterhånden er en større dreng en han har været, kan han godt stå op og få ble på (lillebror har jo taget puslepuden).

Magni drøner ind og leger videre, Hrolf puttes i en vikle og jeg kan gå videre med maden (jubel tilstand)...
Da maden er lige parat til at komme ud af ovnen, Magni har siddet 10 minutter ved fjernsynet og rollingen sover i viklen, træder Carsten ind ad døren.
Det hele er bare timet og perfekt, men ikke helt uden snyd.
Bus og tog passer igen så elendigt på Hillerød, at manden og jeg var enige om at han skulle tage en taxa, ellers var han først kommet hjem 21.30...
At han kom hjem nu betød at vi fortsatte vores gode aften og sad alle 4 (Hrolf lå i vuggen) om bordet og spiste aftensmad.

Efterfølgende gik vi alle sammen i seng og sov, for trætte var vi alle mand!

torsdag den 27. maj 2010

3. dag i familiehuset.

I dag havde jeg vasketøj med. Noget skulle jeg jo have at tage mig til mens Hrolf sov. Det gjorde han da også, men kun til klokken 10.20, så var han parat til noget mere - heldigvis.

Vi gik ind i legerummet sammen med Marianne, og havde Hrolf på gulvet. Legetimen gik dog mest med mavestimmulering da knægten havde ret megen bøvl med netop maven. Det var alligevel en ganske udemærket observations situation og Marianne var da også godt tilfreds med hvad hun så.

Efter frokosten var Hrolf stadig plaget af sin mave og havde heller ikke haft andet end rene tissebleer ved pusletiderne. Derfor sov han kort og forstyrret så jeg puttede ham i viklen og daffede ud på tur.
Planen var at gå på apoteket efter en kemikaliefri sut, men en sådanne fandtes ikke der, så måske prøver jeg Matas i morgen...

Det blev til næsten to timers dejlig søvn i viklen til Hrolf.
"Hjemme" igen var han egentligt meget glad og tilfreds, og ganske parat til mere, men jeg var til gengæld så træt, at jeg aftalte med Lise, at hun tog sig af Hrolf mens jeg snuppede en halv time på sofaen. (Det var tiltrængt for mit vedkommende, jeg faldt rigtigt i søvn ganske hurtigt).

Hrolfs mavebøvl forstyrrede han ammerytme, så jeg endte op med en meget ked unge hvor der skulle træffes en hurtig beslutning. Heldigvis valgte jeg rigtigt - og resten af dagen var Hrolf dejlig veloplagt og til stede.
Vi var kun Lise, Hrolf og jeg, så det var stille og uforstyret, hvilket nok har været gavnligt for Hrolf.
Familiehuset får en masse tøj foræret og da vi pt. er den eneste i str. 56/62 var det bare at gå ombord i herlighederne ;)
Jeg fandt 3 lækre par bukser og trøjer + 2 body´er. Det er utrolig dejligt bare at kunne gå ud og skifte ham når han gylper sit tøj til, uden at skulle bekymre sig om antallet af trøjer i skuffen og hastigheden på vaskemaskinen...

Han leverede GODT! i bleen og var så igen ganske fornøjet. Lise og Marianne snakkede også om, at de vil snakke med Charlotte B. om relevansen af at lave en fuld ERA på mig og Hrolf, eller om hun insistere :D

På turen hjem havde knægten overskud til at kigge ud af vinduet og kommentere hvad han så, og også kigge lidt på mig.
Magni tog vældig glad imod ham fra sin scooter og råbte ivrigt til Carsten, at nu var mor kommet hjem :)

onsdag den 26. maj 2010

2. dag i familiehuset.

Også i dag blev Hrolf og jeg hentet kl. 8. Morgenen havde ikke været særlig god, Carsten havde haft et mindre udbrud over den kritiske blebeholdning, som efterlod resten af familien i en noget trykket tilstand (den blebeholdning er der nu én gang for alle HELT styr på, idet posten har været med 20 ny coolababy).

Det hjalp at få snakket lidt, omend det var svært at sætte ord på. I det hele taget gik dagen i dag med at snakke, for de planlagte "aktiviteter" med Hrolf måtte vente da knægten simpelthen bare sov og sov og sov... Ok han vågnede da et par gange og var vågen ca. ½ time, hvor jeg så lige troede at NU var han klar, men nej, efter en gang babs og en tør ble sov ungen tungt og godt igen.
Vi var dog enige om, at han ganske enkelt fordøjede alle de indtryk han havde fået af arbejdet dagen i forvejen, så det var godt nok.
De gange han var vågen observerede det omkringværende personale da også, at der var en god og velvillig kontakt, både fra Hrolf og mig.

Lidt over 16. kom Carsten og Magni. Hrolf havde netop lige været vågen og affodret, og lå nu over min skulder. Magni kigger ind ad døren, får øje på mig og løber glædestrålende hen og kaster sig omkring mine ben i et kæmpe kram. Jeg sætter mig ned på hug og omfavner ham, og Magni strækker armene om både mig og sin lillebror.

Så er begge unger vågne og vi snakker mens Carsten også får en kop kaffe. Magni har allerede indtaget huset, dannet sig et overblik over hvilket legetøj der befinder sig hvor, og valgt det han helst vil lege med (dvs. det hele!).

Vi spiser aftensmad og pakker så småt sammen til at tage hjem. Aftenes pædagog skriver lige kort i min logbog, at hun synes det har været en god dag (jeg er enig) og så sætter vi os ud i hendes bil, alle 5.
Magni charmere - og ellers er det bare umuligt for den knægt at være anderledes - og imponere igen ved sin ligefremhed og åbenhjertede fremtoning.

Hjemme igen hygger vi lidt og får ro på gemytterne. Magni bliver lagt i seng og Hrolf og Carsten følger efter inden der er gået alt for længe.
Det giver mig ro til lige at skrive her og vente på at vaskemaskinen skal være færdig...

tirsdag den 25. maj 2010

1. dag i familiehuset.

Kl. 8. stod Hrolf, Carsten og jeg i bidende blæst og ventede på Dorte. Hun skulle lige have benzin på bilen, men var da at hente os som aftalt. På vej til Jægerspris hentede vi også Charlotte, og så var bilen også fyldt, evt. øvrige passergere ville være henvist til bagagerummet.

Vel ankommet til familiehuset, bliver vi vist oven på af den ene af de to der vil være familiens primær-personer.
Der holder vi et (langt) møde hvor vi får talt os lidt ind på hinanden og startet op på projektet.
Efter mødet tager Carsten på arbejde, og Hrolf og jeg tager hul på ugen...

Dagen i dag går mest med at snakke. Først med Gitte, som bliver ind til frokosten og får vist mig rundt + fortæller en masse om huset/rutiner osv.

Efter frokosten har jeg lidt alenetid. Kl. 14 møder jeg en anden pædagog, Charlotte (ikke den sammme som børnenes sagsbehandler), som tager hul på "Relationsarbejdet", som i dag går ud på at give Hrolf et bad.
Badet går fint. Hrolf bliver på et tidspunkt ked af det, men jeg håndtere det til Charlottes fulde tilfredsstillelse.
Hun bekræfter mine overvejelser: at Hrolf har så stort et sutte/trykhedsbehov, at han ville have god gavn af at have en sut - i stedet for sit nuværende ammemønster der giver en del bøvl både med maven, søvnen og roen. Aldrig har noget været så nemt som at give Hrolf den sut. Nu skal vi bare have en ordentlig en uden skidt kemi i.

Efter badet bliver han lige ammet før han puttes i barnevognen og vi triller en tur. Ungen er træt og falder hurtigt i en sød søvn. Charlotte og jeg går og snakker, men hun har fået for lidt tøj på i forhold til vejret, så hun går ind og laver te mens jeg fortsat nyder ikke at have rumpen groet fast i sofaen.

Med babyalarmen stående på bordet ved siden af tekruset, sidder jeg og snakker med Charlotte og Marianne, min anden primær-person.
Hrolf sover videre og det bliver til en god times tid.
Jeg tager ham op og sætter mig ind i "vores" dagligstue, et lille rum hvor man kan være lidt i fred for resten af husets gøremål - bortset fra døren der knirker.
Der bliver Hrolf og jeg og snakker. Charlotte kommer med mad til os og mens vi spiser sover Hrolf godt og længe, beroliget af sin ny bedste ven (sutten)
Efter en lur på næste 2 timer vågner han, skiftes, ammes og pakkes i autostolen og vi bliver kørt hjem.

På turen sidder han og kigger intenst på mig hele vejen fra Jægerspris til krydset ved Odinsvej i Frederikssund.

mandag den 24. maj 2010

Der fik jeg nær spoleret morgenhyggen før den var begyndt.

Jeg vågnede kl. seks - næsten en time senere end normalt og yngstebarnet var ikke engang begyndt at brokke sig rigtigt endnu. Den chance kunne jeg ikke lade gå fra mig så jeg hev Hrolf over i sengen og gav ham morgenmad.
Derefter smuttede jeg ind i stuen...



...og hen til computeren.
Klokken var ikke engang 6.30, så det var lige tideligt nok hvis min plan skulle være helt perfekt.

Da tidspunktet er ved at være passende går jeg ud i køkkenet. I netto har jeg nemlig gaflet en super god bagebog - til en flad 20´ - og den er så enkel at selv ammehjernede flergangsmødre på søvnunderskud kan hitte ud af den.
Fir rigtigt at sætte trumf på, skal der laves både morgenbrød og sødt morgenbrød. Af en eller anden grund (det må være bogens magi) får jeg det hele til at passe perfekt sammen, også selvom jeg ikke har læst nogen af opskrifterne igennem først.

Det er lige før jeg får lyst til at nynne så godt går det. Da jeg når til kaffen går det galt.
Kaffekværnen snurre lystigt - en lyd der ikke før har generet nogen, men pludselig kommer Carsten rendende med en ked Magni.
Her havde jeg ellers planlagt at vække familien til den lifligeste duft af friskbagt morgenbrød.
I stedet river jeg ældstebarnet ud i et mareridt fordi jeg overtager hans køkkenpligter (at tænde for kaffekværn,-maskine) og manden bliver vækket til hyl og gråd... Det var jo ikke meningen.
Nå!. Hurtigt får jeg trøstet Magni (Carsten er sendt tilbage i seng og Hrolf sover roligt videre), hælder en skefuld kaffe mere i kværnen og lader Magni tænde for den.

Med en Magni der render rundt, glad og fornøjet og resten af familien der sover trygt, gør jeg morgenmaden færdig. Dækker bord og skifter pladerne i ovnen så det hele bliver bagt.
Til sidst breder den der sig den dejligste duft sig og manden kommer op (lidt før end beregnet, men det gør nu ikke noget).
Alle sætter sig til bords og nyder det dejlige morgenmåltid, dvs. Hrolf får en gang babs - det har han nu bedst af.

søndag den 23. maj 2010

Dagen i går...

Lørdag skulle have været så hyggelig og vi skulle have nået en masse ting. Bl.a havde vi planlagt at tage til hillerød, på strøgtur med hovedformål, at købe ny sko til ældstebarnet.

Til Hillerød kom vi også og det var da noget nær det eneste vi nåede den dag OG det var uden Magni.
Han var nemlig på akut-pasning hos farmor hele dagen - for vi var hos vagtlægen med Hrolf.
Carsten kaldte mig lidt pyldret, men hellere hønemor end ravnemor! Knægten har siden de begge var syge (for ca. 14 dage siden) været lidt småsløj on/off, men jeg har givet vejret skylden for han var ikke som sådan dårlig og gjorde hvad han skulle mht. mad og aff.
Men her til morgen havde han sovet igennem hele natten. Da han så kvitterede med at brække alt hvad han havde spist til morgenmad op + det var lidt grønligt og at han ydermere havde været træt/sløv mens Magni og jeg havde været i netto... så kunne jeg altså ikke afvente mere, men ringede til lægevagten.

Når man har sådan en lille en er det normalprocedure at man skal forbi børneafdelingen at få tjekket ungen. Det kom vi også. Der blev kigget på ham og han var rigtig fin. Det var ikke umiddelbart til at sige om der skulle være noget galt, men med baggrund i det fortalte tog de et par blodprøver. Dem sad vi så og veeentede på resultatet af...

Vi havde heldigvis en stue så det var lidt mere bekvemt end hvis vi skulle have siddet i et venteværelse. Hrolf sov sødeligt, for en gangs skyld helt upåvirket.
Da blodprøvesvarene kom var de så fine som man kunne ønske sig.

Klokken var 15.30 da vi drog hjemad. Fra sygehuset gik der ikke flere busser, så vi gik ned til stationen. Der er bare hverken barnevognsrampe eller elevator, så det var noget bøvlet at få barnevognen med over. Det resulterede i at vi kom 30 sekundter for sent til vores bus - der først kørte igen en time senere.

Derfor gik vi ned i byen, for selvom butikkerne havde lukket var der vel en café. Vi gjorde holdt ved Castello Rufo Ruffo, hvor vi nød en kold drink og en gang gaspazio mens vi ventede.
Solen stod højt, smukt og varmt. Barnet sov dejligt i barnevognen og livet var lige der ganske herligt.

Tilbage til stationen, med busse hjem, forbi farmor og farfar at hente Magni og så hjem.
Det var ikke lige sådan vi havde planlagt at bruge lørdagen, men udover Carsten evindelige brokken over den ½ times søvn han følte sig snydt for, så havde det egentligt været en ganske afslappende dag.

onsdag den 19. maj 2010

Sikke en herlig redelighed

I dag er det et pragtfuldt vejr, så yngsten skal pakkes sammen og så drager vi hjem til mormor og nyder forårs/sommervejret i Frederikssund.
Nu er det bare sådan, at med så lille et barn er det ret praktisk at have barnevognen med og så er det der opstår problemer...
Jeg er jo vandt til bare lige at smide et parbleer i en taske, ungen i en bæredims og så afsted, men sådan er det ikke længere.

Nu skal barnevognen med, for der er mere bagage selvom barnet er mindre. Mange af busserne er blevet sparet væk, så det gælder om at vælge den rigtige. Ellers ender man ud i at skulle både med bus og tog (en lang besværlig omvej for så lille en tur :() og ydermere er der tit problemer på ølstykke med at elevatoren er i uorden. Det er den for tiden - på "Frederikssund siden" så jeg skulle trave en omvej på 1,5km for at komme fra bussen o på den anden side af sporene!

Ok, så venter jeg en time på den bus der kører direkte mellem Slangerup og frederikssund, men også her er der ændringer, for hvor jeg før hoppede af på halvvejen må jeg nu med hele vejen til stationen - for den anden tur går ned af en trappe ;).

Nøj hvor er man egentligt forvendt med det lette i bæredimser.

Mine to drenge...

Hrolf og Magni er forskellige som snekrystaller.
Hvor Magni er lys, er Hrolf mørk.
Magni er lille og tætbygget - Hrolf er hurtigtvoksende og fin af bygning.
Da Magni var baby lå han på sin helt egen kurve, parallelt under gennemsnittet. Hrolf ligger ikke engang på den nederste kurve og stiger også lidt mere end gennemsnittet.
Da Magni var baby, havde han en imponerende evne til at skide ved siden af, så man skulle skifte body + strømpebuks ved næsten hvert bleskift. Hrolf er ikke sådan en gris til gengæld tisser han så utrolig meget, at jeg nærmest kan give ham de samme bleer på, som Magni bruger nu!
Ældstebarnet fik hurtigt de blødeste gyldne krøller - hvis det fortsætter som det ser ud til får yngsten et mørkt, stridt garn af en manke.

Men begge er de dejlige og milde. Hrolf er lidt mere HN end Magni har været, men han er nem at læse og rimeligt nem at stille tilfreds.
Begge sover de godt (Hrolf lidt for godt, av mine bryster *fnis*) og begge har de masser af lyd og lyde. Fordi Hrolf er mere HN hører man ham ofte ligge og "øffe" lidt rundt. Det er så hyggelig en lyd og den får næsten tiden til at gå i stå fordi man bare synker helt ned i tomgang ved siden af det veltilfredse barn.

søndag den 16. maj 2010

Tøjstatus på Hrolf

5 bodyer
1 natdragt
3 par bukser
1 par strømpebukser
2 trøjer
1 heldragt
1 dynebetræk
7 gylpeklude og
1 ammebluse...

Det er hvad min lille hingstepisser/monstergylper har bidraget med til snavsetøjskurven - bare i løbet af i går.
Jeg føler mig ret anti-miljøagtig, for vaskemaskinen kører 1-2 vaske dagligt og jeg eeeeelsker min tørretumbler!

lørdag den 15. maj 2010

Dolkhaler og piratfisk


I går var vi en tur på Danmarks Akvarium. Her i Kristi Himmelfartsferien havde akvariet nemlig et tema med nogle ekstra aktiviteter, et tema om blod!

Derfor var vi afsted efter en tidsplan og startede vores besøg med at se blodaktivering og fodring af piratfiskene.
Der blev hængt en fladfisk på en krog, men da piratfiskene var lidt ængstelige pga. det store opbrud af børn, gik di først rigtig amok på maden da den røg af krogen.
Det var der nu også lidt show i da den spredte stime blev til en massiv kugle, af sultne fisk der svømmede ind og ud fra byttet.

Magni befandt sig godt. Stedet var overskuelig for ham, så han redte glad og fro rundt.



Senere spiste vi frokost i stedets kantine. Det er ikke noget videre at råbe hurra for, men man må gerne medbringe madpakke - bare skal man købe drikkevarerne på stedet.
Efter maden gik vi i kælderen, for der var "rørebassinet". Det havde Magni og far stor fornøjelse af - jeg brugte tiden på toilettet på at skifte Hrolf.
Dagens sidste tema omhandlede de særlige dolkhaler, et vanddyr der kaldes en zombie fordi den er så perfekt at det ikke har behøvet udvikle sig de sidste 4000år (det er så længe man har kendt til deres eksistens).

Dagen bød også på lidt drama, for Magni fik smækket en dør i hovedet af en anden gæst. Han græd for det gjorde ondt, men der skete ingen skade så en is fik hurtigt humøret på rette køl igen.

Hjemturen forløb stille og roligt, i toget steg et par voksne tøser på, som faldt helt i svime over Hrolf, men ellers måtte overgive sig til Magnis charme. Han underholdt dem et godt stykke vej og svarede glad og gerne på spørgsmål om lillebroderen.

Så nåede vi hjem, og adspurgt hvad han havde syntes bedst om af det han havde set i dagens løb, svarede han: FISK!

mandag den 10. maj 2010

Magni-sengemonster

Lillebror sover allerede så i aften er det "kun" den store ;)