Det har Magni spist, næsten uden sangen ;)
Far og ældstebarnet startede dagen med at ville hente morgenbrød og det var Magni der gav en omgang. Han hentede penge i sin barbapapa-sparegris (den kan nemlig åbnes i "numsen") og så drog de afsted mens jeg blev hjemme og passede på babyen.
De kom hjem og jeg havde dækket bord og lavet te. Hrolf sov sødt i hængevuggen, så eneste lille problem var, at den ny hang der hvor Magnis stol plejede at stå. Det var han lidt muggen over, men da jeg også havde rykket Carstens og min plads ned i den anden ende, så var han glad igen.
Først syntes han godt man kunne springe den egentlige mad over og gå direkte til "slikket" (en tebolle med chokolade) men jeg skar bollen ud i små hapser og begyndte på succesen fra sidst mormor var her ;)
Det resulterede i en super glad knægt, der hylede af grin når jeg med påtaget forvirring, talte de stadigt færre brødstykker mens jeg sang fjollesangen. Egentligt tog hans så godt fra, at jeg kun sang 3 omgange + et par uafhængige tællerunder, men knægten var fornøjet og spiste stille og roligt til sidste krumme.
fredag den 30. april 2010
mandag den 26. april 2010
Lidt spekulationer...
Den gang vi ventede Magni, fik vi et tal til doubbletesten der hed noget omkring 5500. ikke vildt højt, men bestemt langt fra noget der bare antydede at barnet led af trisomi 21.
Risikoen for at få et barn med Downs stiger med alderen og jeg var da ikke helt og aldeles afslappet til nakkefoldsscanningen/doubbletesten denne gang med Hrolf. Derfor sad jeg og fandt på alle mulige gode berettigelser til de lidt lavere tal, såsom at et lavere tal resulterede i et barn med højere intelligens da det var svært at adskille de gale fra de geniale.
Da testsvaret så kom og var godt 3 gange så høje som Magnis (16000+)blev jeg lidt tvær, for det modbevidste jo lige den teori jeg havde opbygget (for at berolige mig selv).
Så blev rollingen født, og i dag har jeg fået en ide om hvorfor tallene har været så forskellige og hvor skrøbelig downsscreeningen egentligt er: Magni er lille og ret robust mens Hrolf er længere og mere spinkelt bygget. Ingen grund til at undre sig, over at så forskellige børn har givet forskellige resultater. Nu er det bare spændende at se hvad den lille vokser op til at blive for en og hvor lang tid der går før han vokser sin storebror over hovedet.
Risikoen for at få et barn med Downs stiger med alderen og jeg var da ikke helt og aldeles afslappet til nakkefoldsscanningen/doubbletesten denne gang med Hrolf. Derfor sad jeg og fandt på alle mulige gode berettigelser til de lidt lavere tal, såsom at et lavere tal resulterede i et barn med højere intelligens da det var svært at adskille de gale fra de geniale.
Da testsvaret så kom og var godt 3 gange så høje som Magnis (16000+)blev jeg lidt tvær, for det modbevidste jo lige den teori jeg havde opbygget (for at berolige mig selv).
Så blev rollingen født, og i dag har jeg fået en ide om hvorfor tallene har været så forskellige og hvor skrøbelig downsscreeningen egentligt er: Magni er lille og ret robust mens Hrolf er længere og mere spinkelt bygget. Ingen grund til at undre sig, over at så forskellige børn har givet forskellige resultater. Nu er det bare spændende at se hvad den lille vokser op til at blive for en og hvor lang tid der går før han vokser sin storebror over hovedet.
onsdag den 21. april 2010
Min lille, alt for store søn - suk.
At det at få en lille nyfødt hjem er en stor stress belastning, for især moderen, er ganske velkendt. At de større søskende i familien også reagere på en eller anden måde er også langt fra usædvanligt.
Usædvanligt er det til gengæld, når storebror på 2½år pludselig reagere med åbenlys emotionalitet og omsorg, når moderens iltre temperament titter frem.
Således var jeg igang med at brokke mig over den pædagog i knægtens vuggestue, der konstant foldede bleen sammen overbåde rispapir og lort, hvilket resulterede i en indtørret bæ der klistrede til stoffet. Mere ulækkert end selv en rigtig stinkeble.
Min reaktion mens jeg tømte pusletasken var, at brokke mig tydeligt over problemet og Magni kaldte fra puslepuden "komme mor", med sin søde bekymrede stemme og da jeg nåede over til ham blev jeg trukket ned i et stort kram...
Usædvanligt er det til gengæld, når storebror på 2½år pludselig reagere med åbenlys emotionalitet og omsorg, når moderens iltre temperament titter frem.
Således var jeg igang med at brokke mig over den pædagog i knægtens vuggestue, der konstant foldede bleen sammen overbåde rispapir og lort, hvilket resulterede i en indtørret bæ der klistrede til stoffet. Mere ulækkert end selv en rigtig stinkeble.
Min reaktion mens jeg tømte pusletasken var, at brokke mig tydeligt over problemet og Magni kaldte fra puslepuden "komme mor", med sin søde bekymrede stemme og da jeg nåede over til ham blev jeg trukket ned i et stort kram...
søndag den 18. april 2010
Middag med mere....... eller mindre.
I aften var aftenen hvor vi rigtig skulle hygge. Hrolf var så småt ved at komme ind i de vandte rytmer, vi havde styr på Magni og Carsten havde kørt til kendo - helt selv, hvilket havde givet ham en ultimativt kæmpe stor stjerne hos ældste sønnen.
Ikke så meget at han kunne køre til kendo, men da vi stod ved vejen og så ham komme kørende hjem, lyste knægten op og messede højlydt: Far køre nissan, far køre nissan, far køre nissan, far kører bilen HELT selv :D
Og at Carsten sådan helt selv, for aller første gang havde kørt bil, i "vores bil" skulle fejres.
Derfor havde vi taget en and ud af fryseren og fundet en rigtig lækkert lydende opskrift og besluttet, at vi ville have nogle gæster til at dele den aften sammen med os.
Valget faldt på mormor, bedstefar og "Mosser Larte", der som den eneste ikke havde mødt vores ny vidunder. Bedstefar ville hellere blive hjemme og male stue (eller vidste han instinktivt hvad der ventede) så det blev mormor og Lærke der troppede op.
Vi skulle som sagt have and. Derfor havde vi printet en opskrift, regnet ud hvor lang tid det ville tage og inviteret efter hvornår det ville passe. Det blev så godt en time skævt - til den sene side.
Derudover havde Carsten udtrykkeligt udspurgt mig om vi havde kartoffler til tilbehøret, det mente jeg da bestemt vi havde.
Derfor, da anden var ved at have så kort igen at vi skulle have det ordnet, kunne vi til mandens gru konstatere, at det havde vi ikke!
Et hurtigt smut ned til byens restaurent løste dog det problem - en beslutning vi skulle blive RIGTIG glade for senere...
FOR, da der var ca. et kvarter tilbage af andens stegetid, der skulle have været færdig kl 20, lagde jeg mærke til den manglende duft. Ovnen stod såmænd bare på lys - ingen varme! (så den and var da i hvertfald kureret for gulsot, hvis det skulle have været et problem).
Så der stod vi. forsinket, med en halvrå and og intet tilbehør heller hvis vi ikke havde valgt at hente det udefra.
Magni var ligeglad, han beskæftigede både moster, mormor og sig selv med sit brio tog, mormor hjalp lige med et par ammetips så Hrolf kunne blive puttet (efter at være blevet behørigt beundret af moster) og Carsten hentede det bestilte tilbehør.
Det bestod heldigvis af lækre grøntsager og udsøgte kartoffler - i rigelige mængder, så vi satte os til bords og fik en ganske hyggelig middag alligevel, og de tidligere besværligheder kunne vi jo så grine af imens.
Ikke så meget at han kunne køre til kendo, men da vi stod ved vejen og så ham komme kørende hjem, lyste knægten op og messede højlydt: Far køre nissan, far køre nissan, far køre nissan, far kører bilen HELT selv :D
Og at Carsten sådan helt selv, for aller første gang havde kørt bil, i "vores bil" skulle fejres.
Derfor havde vi taget en and ud af fryseren og fundet en rigtig lækkert lydende opskrift og besluttet, at vi ville have nogle gæster til at dele den aften sammen med os.
Valget faldt på mormor, bedstefar og "Mosser Larte", der som den eneste ikke havde mødt vores ny vidunder. Bedstefar ville hellere blive hjemme og male stue (eller vidste han instinktivt hvad der ventede) så det blev mormor og Lærke der troppede op.
Vi skulle som sagt have and. Derfor havde vi printet en opskrift, regnet ud hvor lang tid det ville tage og inviteret efter hvornår det ville passe. Det blev så godt en time skævt - til den sene side.
Derudover havde Carsten udtrykkeligt udspurgt mig om vi havde kartoffler til tilbehøret, det mente jeg da bestemt vi havde.
Derfor, da anden var ved at have så kort igen at vi skulle have det ordnet, kunne vi til mandens gru konstatere, at det havde vi ikke!
Et hurtigt smut ned til byens restaurent løste dog det problem - en beslutning vi skulle blive RIGTIG glade for senere...
FOR, da der var ca. et kvarter tilbage af andens stegetid, der skulle have været færdig kl 20, lagde jeg mærke til den manglende duft. Ovnen stod såmænd bare på lys - ingen varme! (så den and var da i hvertfald kureret for gulsot, hvis det skulle have været et problem).
Så der stod vi. forsinket, med en halvrå and og intet tilbehør heller hvis vi ikke havde valgt at hente det udefra.
Magni var ligeglad, han beskæftigede både moster, mormor og sig selv med sit brio tog, mormor hjalp lige med et par ammetips så Hrolf kunne blive puttet (efter at være blevet behørigt beundret af moster) og Carsten hentede det bestilte tilbehør.
Det bestod heldigvis af lækre grøntsager og udsøgte kartoffler - i rigelige mængder, så vi satte os til bords og fik en ganske hyggelig middag alligevel, og de tidligere besværligheder kunne vi jo så grine af imens.
lørdag den 17. april 2010
Onde onde onde mor...
Jeg tror nok jeg fik traumatiseret min ældste søn i går.
Hrolf er en dejlig nem og veltilpas unge og amningen glider ganske let, men når der ikke helt er taget højde for sengetider er vi de sidste to aftner kommet ud over hvad den bette kan kapere.
Det kommer til udtryk i en næsten konstant, utålmodig suttetrang, hvor utålmodigheden får ham til at sluge luft - megen luft. Det giver så ondt i maven...
Derfor gik jeg i seng lige efter Magni var blevet puttet, for at få lillebror til at falde til ro. Han havde ret ondt i maven og var opkørt over ikke at være faldet i søvn, så han græd og græd og græd. Hvad jeg ikke vidste og heller ikke lagde mærke til da jeg var træt og koncentreret om yngstebarnet var, at Magni ikke sov endnu og bestemt heller ikke kunne falde i søvn i den "larm".
Efter hvad der føltes som en evighed, kom Carsten ind og tog Magni op. Han fortalte mig senere, at Magni havde været meget bange og havde klamret sig til ham som en desperat og havde ligget over i sin seng og sagt "stop nu mor" - fordi han mente at når lillebror lå hos mig og var så ked, så måtte det jo være fordi jeg var slem ved ham :(
Carsten fik ham dog forklaret at lillebror var ked pga. ondt i maven og det kunne knægten vist godt sætte sig ind i.
Mht. Hrolf, så fik jeg ham beroliget ved at give ham en fingerspids at sutte på, så der ikke kom mere mælk ned i den ømme mave, og ved at massere ham blidt på ryggen.
Så tog det ikke overdrevent lang tid før han var beroliget nok til at kunne falde i søvn.
Desværre var det ikke helt lige så let med Magni. Han lå i sin seng og klagede over noget der var "maget faarligt" - det var så en lysstribe der faldt ind under mørklægningsgardinet og op på skabet lige foran hans seng.
Derfor endte det med, at hele familien på 4 personer alle lå i vores lille 1½ mandsseng. Det fik vi da en ok nattesøvn ud af, men det er ikke noget der behøver gentages, jeg skal i hvertfald gøre mit for ikke i fremtiden at mishandle ungerne så den anden traumatiseres og ikke kan sove i egen seng.
Hrolf er en dejlig nem og veltilpas unge og amningen glider ganske let, men når der ikke helt er taget højde for sengetider er vi de sidste to aftner kommet ud over hvad den bette kan kapere.
Det kommer til udtryk i en næsten konstant, utålmodig suttetrang, hvor utålmodigheden får ham til at sluge luft - megen luft. Det giver så ondt i maven...
Derfor gik jeg i seng lige efter Magni var blevet puttet, for at få lillebror til at falde til ro. Han havde ret ondt i maven og var opkørt over ikke at være faldet i søvn, så han græd og græd og græd. Hvad jeg ikke vidste og heller ikke lagde mærke til da jeg var træt og koncentreret om yngstebarnet var, at Magni ikke sov endnu og bestemt heller ikke kunne falde i søvn i den "larm".
Efter hvad der føltes som en evighed, kom Carsten ind og tog Magni op. Han fortalte mig senere, at Magni havde været meget bange og havde klamret sig til ham som en desperat og havde ligget over i sin seng og sagt "stop nu mor" - fordi han mente at når lillebror lå hos mig og var så ked, så måtte det jo være fordi jeg var slem ved ham :(
Carsten fik ham dog forklaret at lillebror var ked pga. ondt i maven og det kunne knægten vist godt sætte sig ind i.
Mht. Hrolf, så fik jeg ham beroliget ved at give ham en fingerspids at sutte på, så der ikke kom mere mælk ned i den ømme mave, og ved at massere ham blidt på ryggen.
Så tog det ikke overdrevent lang tid før han var beroliget nok til at kunne falde i søvn.
Desværre var det ikke helt lige så let med Magni. Han lå i sin seng og klagede over noget der var "maget faarligt" - det var så en lysstribe der faldt ind under mørklægningsgardinet og op på skabet lige foran hans seng.
Derfor endte det med, at hele familien på 4 personer alle lå i vores lille 1½ mandsseng. Det fik vi da en ok nattesøvn ud af, men det er ikke noget der behøver gentages, jeg skal i hvertfald gøre mit for ikke i fremtiden at mishandle ungerne så den anden traumatiseres og ikke kan sove i egen seng.
fredag den 16. april 2010
Så megen ballede for så lille en ting.
Ok. Vaskemaskiner med selvrensende filter er en risikabel ting hvis de kombineres med en bonusstofble, en gang rugbrødsmadder og en keglet pædagog!
Vi har haft vores ny vidunder i ca 4 mdr og den har fungeret upåklageligt og til stor glæde og gavn for familien.
I går gik det så galt. Efter en vask var der lidt vand på gulvet og jeg tyer til den gamle maskines løsning: at tømme trådfilteret. Men hvor var det nu henne? (Der var jo ingen der havde nærlæst brugsforvirringen eller stiftet nærmere bekendtskab med andre typer vaskemaskiner end liiige den aller første vi overtog med lejligheden).
Så ud over at få et halvt flip på lortemaskinen fordi filtret sad for stramt til jeg kunne løsne det, bande min uhandy mand langt væk fordi han var pinlig og hentede værktøjskassen - i stedet for at være stærk og løsne den med fingrene, så hidsede jeg også mig selv op til en dårlig stemning af barselshormoner og uindfriede ambitioner :(
Nå! Da filtret kom af så det jo højest besynderligt ud. Sikkert intet unormalt - for en der var vandt til at kigge på den slags filtre, men jeg ringede jo altså først til min moar da klokken var ret sent ud på aftenen, gulvet sejlede i flere liter vand, ungerne var stadig oppe, maden ikke færdig og filtret stod i vindueskarmen og hyggede sig...
Jeg er rigtig glad for 2 personer lige nu. Min dejlige mor, der er ved telefonen når det rigtigt brænder på, som kan lægge øre til næsten hvad som helst og samtidig vide at det "bare" er indebrændt raseri der skal ud - og min fantastiske mand der mestre at yde en god og stærk støtte, til trods for at han lige har lagt øre til barselshysteri og ord hvor der bestemt ikke var lagt fingre imellem.
Så er jeg da også glad for min, stadig lidt ny, vaskemaskine. Den vasker så fint, men for pokker da hende Jeanette skal lære hvad rispapir er til for!
Vi har haft vores ny vidunder i ca 4 mdr og den har fungeret upåklageligt og til stor glæde og gavn for familien.
I går gik det så galt. Efter en vask var der lidt vand på gulvet og jeg tyer til den gamle maskines løsning: at tømme trådfilteret. Men hvor var det nu henne? (Der var jo ingen der havde nærlæst brugsforvirringen eller stiftet nærmere bekendtskab med andre typer vaskemaskiner end liiige den aller første vi overtog med lejligheden).
Så ud over at få et halvt flip på lortemaskinen fordi filtret sad for stramt til jeg kunne løsne det, bande min uhandy mand langt væk fordi han var pinlig og hentede værktøjskassen - i stedet for at være stærk og løsne den med fingrene, så hidsede jeg også mig selv op til en dårlig stemning af barselshormoner og uindfriede ambitioner :(
Nå! Da filtret kom af så det jo højest besynderligt ud. Sikkert intet unormalt - for en der var vandt til at kigge på den slags filtre, men jeg ringede jo altså først til min moar da klokken var ret sent ud på aftenen, gulvet sejlede i flere liter vand, ungerne var stadig oppe, maden ikke færdig og filtret stod i vindueskarmen og hyggede sig...
Jeg er rigtig glad for 2 personer lige nu. Min dejlige mor, der er ved telefonen når det rigtigt brænder på, som kan lægge øre til næsten hvad som helst og samtidig vide at det "bare" er indebrændt raseri der skal ud - og min fantastiske mand der mestre at yde en god og stærk støtte, til trods for at han lige har lagt øre til barselshysteri og ord hvor der bestemt ikke var lagt fingre imellem.
Så er jeg da også glad for min, stadig lidt ny, vaskemaskine. Den vasker så fint, men for pokker da hende Jeanette skal lære hvad rispapir er til for!
onsdag den 14. april 2010
I går fik Magni 3 ting...
8 Thomas Tog - dvd´er, en kæmpe kasse Thomas Tog brio og en lillebror.
Lillebroderen kom ganske vist allerede mandag morgen, men Magni fik ham først at se tirsdag eftermiddag.
Det var en nyhed der længe havde ventet på forløsning. Carsten og jeg havde tit snakket med Magni, om lillebror i maven og ladet ham føle når babyen sparkede. Han fulgte sådan set godt og interesseret med i strækmærkerne (togskinner) og den udadvendte navle og havde "ondt i maven" - et stress symptom på at han altså var tydeligt påvirket af den forestående kulmination på den vandte familiesammensætning.
Men tirsdag blev dagen hvor Magni fik sin lillebror at se. Farfar og farmor + de to nisser var kørt ind til hospitalet for at hilse på og det første Magni gjorde var at forelske sig... i det legehus der stod i opholdsstuen!
Da lillebror kom ud gjorde han stooore øjne og smilede glædestrålende, men tilbageholdende.
Han er vist rigtig glad for sin lillebror, synes det er spændende og vil gerne se/kramme og sikkert også holde hvis vi sætter os med ham og hjælper, men han er også tilbageholdende og ved ikke helt hvordan han skal gebærde sig over for ham.
Nu har de kun været hjemme sammen i ét døgn, men der har overhovedet ingen problemer været og Magni sover fint selvom lillebror øffer rundt og brokker sig. Lad os håbe det bliver ved :)
Fødselsberetning kan læses her: http://slyngebarn.amandur.dk/forum/showpost.php?p=1384958&postcount=112
Lillebroderen kom ganske vist allerede mandag morgen, men Magni fik ham først at se tirsdag eftermiddag.
Det var en nyhed der længe havde ventet på forløsning. Carsten og jeg havde tit snakket med Magni, om lillebror i maven og ladet ham føle når babyen sparkede. Han fulgte sådan set godt og interesseret med i strækmærkerne (togskinner) og den udadvendte navle og havde "ondt i maven" - et stress symptom på at han altså var tydeligt påvirket af den forestående kulmination på den vandte familiesammensætning.
Men tirsdag blev dagen hvor Magni fik sin lillebror at se. Farfar og farmor + de to nisser var kørt ind til hospitalet for at hilse på og det første Magni gjorde var at forelske sig... i det legehus der stod i opholdsstuen!
Da lillebror kom ud gjorde han stooore øjne og smilede glædestrålende, men tilbageholdende.
Han er vist rigtig glad for sin lillebror, synes det er spændende og vil gerne se/kramme og sikkert også holde hvis vi sætter os med ham og hjælper, men han er også tilbageholdende og ved ikke helt hvordan han skal gebærde sig over for ham.
Nu har de kun været hjemme sammen i ét døgn, men der har overhovedet ingen problemer været og Magni sover fint selvom lillebror øffer rundt og brokker sig. Lad os håbe det bliver ved :)
Fødselsberetning kan læses her: http://slyngebarn.amandur.dk/forum/showpost.php?p=1384958&postcount=112
fredag den 9. april 2010
Rutiner og empati.
Først holdt han påskeferie og dernæst fik han skoldkopper (ikke slemt, men de var der og så må man blive hjemme fra vuggestue), så han harvde faktisk ikke været i vuggestue et godt stykke tid.
Alligevel har der sneget sig en lille udvikling/ændring ind i Magnis hverdag: han kommer hen til mig, hiver op i min bluse så maven er blottet og giver den et stooort knus mens han hengivent siger: Magni elsker den store mave!
Det der med at gå og elske noget er ikke dagligdags praksis (jo, selvfølgelig, men vi SIGER det ikke i flæng) og da det efterhånden er et godt stykke tid siden han har været i vuggestue er det næppe heller derfra?
I morges var der ellers noget der væltede læsset for knægten. Vi stod op - tidligt efter vores lange påskeferie - og kom stille og roligt i tøj/overtøj. Carsten og Magni går ud i gangen mens jeg så småt kaster mig over klargøring af lejligheden, da jeg pludselig hører Magni græde hjerteskærende...
Bekymret styrter jeg ud i gangen (det må jo være alvorligt siden han græder sådan på et tidspunkt han ellers altid er glad og munter) og der står Carsten på ydersiden af den åbne dør, mens Magni stadig befinder sig i gangen *tsk, tsk*
Magni troede han blev efterladt, han er nemlig vandt til at komme op på fars skuldre endten allerede i stuen eller senest ude i gangen...
(så snart manden blev opmærksom på fadæcen blev Magni glad igen).
Alligevel har der sneget sig en lille udvikling/ændring ind i Magnis hverdag: han kommer hen til mig, hiver op i min bluse så maven er blottet og giver den et stooort knus mens han hengivent siger: Magni elsker den store mave!
Det der med at gå og elske noget er ikke dagligdags praksis (jo, selvfølgelig, men vi SIGER det ikke i flæng) og da det efterhånden er et godt stykke tid siden han har været i vuggestue er det næppe heller derfra?
I morges var der ellers noget der væltede læsset for knægten. Vi stod op - tidligt efter vores lange påskeferie - og kom stille og roligt i tøj/overtøj. Carsten og Magni går ud i gangen mens jeg så småt kaster mig over klargøring af lejligheden, da jeg pludselig hører Magni græde hjerteskærende...
Bekymret styrter jeg ud i gangen (det må jo være alvorligt siden han græder sådan på et tidspunkt han ellers altid er glad og munter) og der står Carsten på ydersiden af den åbne dør, mens Magni stadig befinder sig i gangen *tsk, tsk*
Magni troede han blev efterladt, han er nemlig vandt til at komme op på fars skuldre endten allerede i stuen eller senest ude i gangen...
(så snart manden blev opmærksom på fadæcen blev Magni glad igen).
torsdag den 1. april 2010
Abonner på:
Opslag (Atom)
