Ikea VIP

Vi mangler stadig et par greb til skabslågerne i køkkenet, så derfor måtte turen lige gå til IKEA her i eftermiddags.
Carsten og jeg havde snakket lidt om hvordan og hvorledes, om Magni og den anden unge skulle afsættes eller om vi skulle gøre en tur ud af det. Vi besluttede os for det sidste.
Som noget af det første søger vi efter legelandet, for det har vi nemlig lovet Magni at han må blive afleveret i, men det er væk! IKEA bygger nemlig om, så der var intet kæmpe kuglerum :-(
Det slog heldigvis ikke knægten ud og der er da også, lige ude for døren, to store skurvogne hvis indre er et super perfekt og hyggeligt midlertidigt-legeland.
Jeg når lige at se på plakaten i svingdøren, at legelandet er for børn mellem 4 og 12 år... så Magni får lige at vide at han altså er 4 (sådan en lille hvid løgn for at redde dagen ik´?) I "legelandets" reception spørger pigen om hans alder og om hun har gennemskuet mig eller om det er pga. hans ringe størrelse (knægten ER jo ikke ret stor for en 3½års) spørger hun om han bruger ble!!! Gu gør han ej og har i øvrigt ikke gjort i næsten 1 år, men jeg svare bare pænt: nej.
Min glade, forventningsfulde unge har næsten allerede taget jakke og vinterstøvler af og er i tankerne allerede inde ved legetøjet. Det er næsten svært for ham at vælge hvad han vil lege med først, han er bare HELT klar på at være der.
Men han kaster sig over legetøjet udfylder jeg en identifikationslabel og så bliver både knægten og jeg tattoveret med samme nummer som den kasse hans ting ligger i har.

Med Magni i bur har Carsten og jeg (og Hrolf) lige en god times tid til at drøne 37.000kvm igennem på. Det gør vi faktisk også ret effektivt, vi fik da brugt næsten 1.400kr og det rækker altså til lidt mere end 3 pakker greb a 49stk.

Da Magni skal hentes igen opstår den, i familien Carsten Cederholm uundgåelige, "bliv væk" situation.
IKEA bygger om og det går altså ikke helt stille af sig når sådan et mega varehus skal flytte rundt på deres sager. De er jo Svenskere og derfor ikke altid helt super gennemtænkte, så på den etage hvor alle køkkenerne plejer at være og Carsten, med bind for øjnene, ville være i stand til at spore vores greb på 5 minutter er der bare tomt!
Der er éen kasse (og 1½ i back-up) til at betjene en lind strøm af kunder der går forgæves og det er altså ikke 20sek. spørgsmål alle har.
Så da vi har ventet et kvarter får Carsten skubbet vognen med Hrolf i hænderne og jeg går ned efter Magni, det var mig der afleverede ham og derfor mig der har det identifikationsstempel der udløser aflevering af det rette afkom.

Magni har ikke travlt med at løsrive sig, til trods for at han er den eneste i pavilonen ud over den teenager der holder opsyn. Tror de legede med computeren.
Alligevel to det max. 8 minutter før jeg, nu med Magni i hånden, står på toppen af IKEA og forgæves spejder efter mand, baby og indkøbsvogn.
Så er 37.000kvm pludselig MEGET uoverskueligt og ganske vist har han både indkøbsvogn og baby med, men Carsten ER jordens mest distræte mand og jeg har en sulten Magni som følgesvend. Derfor går jeg ret hurtigt ned hvor receptionen burde være og beder den-unge-mand (teenager, men enormt flink) om at efterlyse ham. Det er dog kun noget de gør med børn der er blevet væk, for det er et større alarmberedskab der faktisk sættes igang, men IKEA-medarbejderen kan fornemme alvoren i det her (Carsten har min mobil, min pung, begge vores jakker og bilnøglerne!) og ellers er han bare enormt sød, for han prøver at ringe til Carstens mobil fra sin tjeneste telefon, og da den afviser opkaldet lader han mig ringe fra sin private.
Som med så mange andre telefoner tilhørende normalthørende mennesker er lyden for lav og jeg tror derfor det er telefonsvareren jeg har fået fat på. Jeg når da heldigvis først at blive i tvivl efter at jeg har bedt ham komme til indgangen.

Derfor har jeg næsten indset at al håb er ude da mand, barn og indkøbsvogn kommer fejende rundt om hjørnet og den lykkelige genforening kan finde sted.
Magni er sulten og Hrolf er bare glad over at vi nu er hele familien til at dele glæden over dette fornøjelige sted, Så sød-og-hjælpsom-medarbejder får mange tak og vi sætter kursen mod caféteriet.
Det er lidt sejt og man føler næsten at man må bruge for meget tid i varehuset, når man henter to kaffekrus og stryger forbi kassen hvor kokken sender et "god fornøjelse" efter en, blot fordi man lige vifter lidt diskret med det lille transperante plastickort, der indikere at man er med i den eksklusive "IKEA family" club.

Måltidet markere en slags afslutning på den hektiske indkøbsudflugt og kursen sættes mod udgangen.
Om det er sukkeret eller den hurtige elevatortur der giver udslaget er ikke undersøgt nærmere, men på vej til kassen går der ged i den og vi køber en ko... eller i hvertfald et koskind. Carsten siger at det er fornuftigt at investere i indretning og pengene går fra den hemmelige opsparingskonto, så det går lige (og koen er ret billig). Jeg er bare glad fordi jeg har ordnet krydderihylden på emhætten derhjemme.

Desværre har vi vist mistet Hrolfs sut, men han havde sat så mange kødboller til livs at han fint faldt i søvn uden.

Carsten når lige at sige "Det der er da for kedeligt til at nogen gider se det", da Magni bryder ud i spontan ægte latter.
Vi sidder og gør kål på den pose æbleskiver der har fyldt for meget i fryseren, har set "Min Sport" om racerkøreren Jan Magnussons søn Kevin, men det er selvfølgelig racerbilerne der tilfældigvis fangede Magnis opmærksomhed, der er skyld i at vi overhovedet ser fjernsyn.

Carsten og jeg kigger på hinanden og laver øjne ad sammentræffet, da også Hrolf begynder at klukke muntert.
Spændingsmomentet (og nej, det har ikke noget med biler eller race at gøre længere) er da også ret højt, hvis man ellers spillede lotto, for der er da hele 10 + 9 mio. på spil ;-)

Så er der bid!

...eller næsten da.
Min lille mutantunge nr. 2 er ganske som sin broder før ham, ved at få sin første tand... i overmunden.
Endnu er det kun en bitte lille hvid prik der antyder at noget er på vej, den er ikke engang tæt på at bryde igennem, men den er der og der er stadig 13 dage endnu, hvis han skal nå sin første tand 3 dage inden sin 1års fødselsdag, lige som storebror gjorde det.

Babybræk

status på natten: baby bliver lagt i seng hvorefter farmand renser tæppet for 3*opkast (der kan seriøst være meget i sådan et lille kræ).
Vågner ved at baby piver, han kommer op og får babs. Vågner ved at han brækker sig - i vores seng! Heldigvis er uheldet ikke så stort fordi der ligger et kæmpe håndklæde ( det der lå der mens han sov til middag og jeg bræk-sikrede hans seng var nemlig ikke stort nok). Overvejer kort hvorvidt det kan lade sig gøre at sove videre i mælkeopkastet og hvorvidt det er nødvendigt at skifte tøj på baby. Nærmere eftersyn viser at han særdeles effektivt har omdannet sin uldbody til karklud.
Baby bliver skiftet, vasket og kommer ned i sin egen seng. Jeg tumler tilbage i min egen, fjerner håndklædet og konstatere, at der kun er et enkelt eller to steder håndklædet ikke har været effektivt.
Når næsten at falde i søvn, da lyden af baby der kaster nattens måltid op i sin egen seng tvinger mig til igen at tage stilling til mit eget eller babys behov.

Står op og konstaterer at det er nok at lægge et nyt håndklæde over (der var ikke mere i hans mave, og tomme tønder buldre mest). Når lige at putte mig under dynen og lukke øjnene halvt i, da jeg erindre at baby vist ikke har fået væske siden opkastseksplossionerne startede... på den igen.
Den stakkels baby er selvfølgelig MEGET tørstig, men er helt med på, at han kun må få lidt ad gangen så hans mave ikke bliver provokeret...
Resten af natten forløber i dyyyb søvn.

I dag har jeg så fodret på mavesyg SULTEN unge og vasket tøj! Humøret har været højt - så længe han har kunne være ved mig. Jeg eeeeeeeeelsker mine børn...

Sporty unger

"Må jeg gerne ramme dem alle sammen, mor?" - lyder det trivielle mantra før hvert kast med wii´en.
"Ja du må" er selvfølgelig mit evige svar, før han hamre bowlingkuglen afsted så alle keglerne vælter, næsten HVER gang. Meeen, bortset fra bowling er hans wii-kondi så elendig at computeren sætter ham til at være 77år.

På gulvet kravler lillebror rundt i sin catsuit og jeg begynder at forstå superheltenes løjerlige tøjsmag, for den dragt ser virkelig ud til at have god bevægelsesfrihed.
Den måtte dog også gerne have polstring som fastalavnsdragten har, for ungen rejser sig op ad ALT og slår sig et par gange i timen :-(

Måske skyldes Magnis høje alder på Wii´en, at han bruger rigtig megen tid ude, han har nemlig fået en ny cykel, den-blå-cykel-som-kan-køre-meget-hurtigt hedder den.
Den røde 3-hjulet er naturligvis gået i arv til lillebror, lige som den grønne flyverdragt, potten og babybøgerne er det.
Nu er Hrolf opgraderet til babyjogger og barnevognen kan snart gå på pension. Vuggestuen venter også med udstrakte arme, på at tage min baby fra mig og det ender sgu nok med at han har lært at gå inden han starter d. 1.

Polkaprikker

Når man har en baby der skal øve sig i at spise selv, så ved man at det kræver endten en lille hund eller et plastikunderlag og en gulvskrubbe.
Da både kræ 1 og 2 tilhøre hhv. min mor og min søster forfindes sådan et eksemplar ikke her på matriklen selvom det ville være til STOR gavn i forhold til førstvænte skabning.

Da vi ikke har hund og heller ikke har udsigt til at anskaffe en falder valget automatisk på 2. mulighed. Således indkøbte jeg sådan lige i farten, 1 meter polkaprikker. Det er såmænd blot en voksdug, sort med hvide, 5kr store prikker.

Babyen elsker sit mad-spilde-tæppe, i hvertfald sidder han der ofte og hujer begejstret mens han bukker sig frem, kratter lidt osv... om han prøver at samle prikkerne op eller om det er madrester, det ved jeg ikke.