Det giver jo ingen mening, men det er faktisk Magnis ny ord for "taske(r)". Det lærte vi i dag, efter at have været ved at viride hjernen af led en hel dag, for at forstå knægten (Magni kan være MEGET insisterende når han vil noget og man kan nærmest se, hvordan han tænker "tåber" når vi ikke fatter hans ord).
Det giver mening hvis man ser lidt tilbage på dagens begivenheder...
Vi startede forholdsvis tidligt, nemlig kl. 7.30, med at stå op. Så gjorde vi os klar til at tage afsted og med os havde vi to almindeligt store poser (Magnis blerygsæk og min "slyngebarn"enviroxak). Slyngeposen var desuden proppet med den skønne grønne Strawberry-onbu, som gjorde at jeg var ret opmærksom på at indholdet ikke faldt ud på gulvet. Det er særlig svært når man kører i bus.
Magni var på det tidspunkt meget irriteret over at der ikke var sket mere i løbet af dagen, så han var lettere hysterisk.
I toget mødte vi min mor og vinduet/hendes taske var så god underholdning for knægten, at han kom i godt humør igen.
Men dette indlæg skal slet ikke handle om tasker, men om dagens oplevelser. Vi mødte nemlig moster Lærke på Hærens Officer skole, på Frederiksberg hvor hun arbejder.
Der fik vi ellers en rundvisning fra kælder til kvist - og højere, og det var der noget...
Nå. nu bliver dette indlæg ikke længere for jeg er træt!
tirsdag den 31. marts 2009
fredag den 27. marts 2009
Nogle gange er det lidt pinligt at være Magnis mor...
...som for eksempel når man er på vej hjem var vuggestue.Vejret er deeejligt, så selvom den lækre bæredims er med må den pænt blive under armen, for Magni vil gerne gå!Det er nu også ganske uproblematisk. Så snart lågen (den dumme høje børnesikret låge) er lukket skal man bare ud ad p-pladsen og ned ad en stille vej/indkørsel.Ved at skyde genvej gennem en gang på skolen, kan vi klare turen uden at være i berøring med biler .Vejen er bare lang. Ikke fordi det gør mig noget at gå 2km, men når det også er med 2km i timen (ej ok, det svinger mellem 2 og 4, med et gennemsnit på 3 ), så bliver mor altså lidt utålmodig. Vejen er dejlig. Forbi en andedam - Magni eeelsker ænderne - og over et grønt område (fare for hundelort ) og sjove vejbelægninger/beplantninger, med solskin går turen egentligt let, MEN når Magni har stået lidt for længe og grublet over hvorfor den sten nu ligger så tungt på jorden at han ikke kan løfte den - og mor gerne vil videre og derfor let skubber bag på - så råber han højt og forurettet: AU (og gentager gerne ).Det er lidt pinligt hvis der pludselig kommer fremede...
torsdag den 19. marts 2009
Hvorfor mangler jeg altid mit kamera i de vigtige øjeblikke?
I går eftermiddags var det deeejligt solskin udenfor. Jeg skulle hente Magni hos bedsteforældrerne efter skole/vuggestue.
Magni havde hygget sig, var frisk og glad, så da jeg havde min tunge taske med, besluttede jeg mig for at sætte tasken i klapvognen og tage Magni i ringslyngen.
Aller først havde jeg dog tænkt mig, at vi skulle gå et stykke af vejen mellem de rolige huse i Klostergården.
Det startede også fint botset fra, at Magni meget hurtigt viste interesse for at ville skubbe klapvognen (det er en babyjogger med en masiv "pose" over det hele, så hans udsyn var lig 0).
Styret blev sat helt ned i klap-sammen-position og så fik han ellers lov at skubbe, eller: jeg fik et meget bestemt naj, hvis jeg ville give en hånd med ;).
Vi vandrede op for enden af bebyggelsen, det gik laaangsom, men sikkert (jeg trak let i kalechen for ellers ville vognen rulle tilbage og vælte ham hver gang han stoppede for at se på noget). Vi kom til vejen og der ville jeg altså have ham op i slyngen så jeg ikke skulle bekymre mig om eventuelle biler.
Magni var langt fra tilfreds, men resignerede dog og syntes også det var hyggeligt nok.
Men hvor er billederne af min stærke lille gut, der egenhændigt og sikkert styrer sin lyn-grønne klapvogn hjem?
Ikke engang et dårligt mobilfoto er det blevet til, for der var ikke strøm nok på. Så hvordan det har set ud må I tænke jer til, men dejligt var det :)
Magni havde hygget sig, var frisk og glad, så da jeg havde min tunge taske med, besluttede jeg mig for at sætte tasken i klapvognen og tage Magni i ringslyngen.
Aller først havde jeg dog tænkt mig, at vi skulle gå et stykke af vejen mellem de rolige huse i Klostergården.
Det startede også fint botset fra, at Magni meget hurtigt viste interesse for at ville skubbe klapvognen (det er en babyjogger med en masiv "pose" over det hele, så hans udsyn var lig 0).
Styret blev sat helt ned i klap-sammen-position og så fik han ellers lov at skubbe, eller: jeg fik et meget bestemt naj, hvis jeg ville give en hånd med ;).
Vi vandrede op for enden af bebyggelsen, det gik laaangsom, men sikkert (jeg trak let i kalechen for ellers ville vognen rulle tilbage og vælte ham hver gang han stoppede for at se på noget). Vi kom til vejen og der ville jeg altså have ham op i slyngen så jeg ikke skulle bekymre mig om eventuelle biler.
Magni var langt fra tilfreds, men resignerede dog og syntes også det var hyggeligt nok.
Men hvor er billederne af min stærke lille gut, der egenhændigt og sikkert styrer sin lyn-grønne klapvogn hjem?
Ikke engang et dårligt mobilfoto er det blevet til, for der var ikke strøm nok på. Så hvordan det har set ud må I tænke jer til, men dejligt var det :)
onsdag den 18. marts 2009
Vuggestuen
Det er bare så typisk og hvor er jeg bare glad for at vi har svigermor i baghaven - altså ikke begravet, men i levende live ;)
Hun har stået for indkøringen i den ny vuggestue og af hvad hun har fortalt er det bare gået rigtig, rigtig godt.
Magni har hygget sig, leget godt og lider bestemt ikke af samme socialt handicappethed som sin mor.
Han har spillet bold med en anden dreng, hold på sit legetøj og prøvet at skåle med pædagogerne og de andre børn (det fattede de dog ikke meget af).
Den første dag startede på legepladsen, hvor de stillede sig i en kødrand omkring Magni og kiggede meget interesseret på denne nye dreng, ind til Magni fik nok og ville ud og lege. Så tog han resolut svømmetag ud af kredsen!
Hun har stået for indkøringen i den ny vuggestue og af hvad hun har fortalt er det bare gået rigtig, rigtig godt.
Magni har hygget sig, leget godt og lider bestemt ikke af samme socialt handicappethed som sin mor.
Han har spillet bold med en anden dreng, hold på sit legetøj og prøvet at skåle med pædagogerne og de andre børn (det fattede de dog ikke meget af).
Den første dag startede på legepladsen, hvor de stillede sig i en kødrand omkring Magni og kiggede meget interesseret på denne nye dreng, ind til Magni fik nok og ville ud og lege. Så tog han resolut svømmetag ud af kredsen!
mandag den 16. marts 2009
Hai Szaar
... sådan sagde knægten, da Carsten kom hjem fra indkøbene i går eftermiddags.
Udtalen er ren og klar, betydningen ikke til at tage fejl af selvom ordene ikke er helt korrekt udtalt.
Men hvem hænger sig i peditesser, første gang drengen laver en sætning?
Udtalen er ren og klar, betydningen ikke til at tage fejl af selvom ordene ikke er helt korrekt udtalt.
Men hvem hænger sig i peditesser, første gang drengen laver en sætning?
fredag den 13. marts 2009
Den pasning, den pasning
Magni var så privilligeret, at han gik hjemme med mig næsten hele det første år af sit liv.
Det var ikke fordi vi gik hjemme for os selv, alene og isoleret - næ, vi var da ude af huset, afsted til slyngemøder en mas, og andet sjov og ballade :).
Men så kom han i dagpleje hos en rigtig sød dagplejemor. Det gik fint og det viste sig, at vores dreng er et utrolig tilpasningsvenligt og socialt intelligent væsen.
Den opdagelse betød, at vi ikke studsede nærmere over det da han så skulle i gæste dagpleje, først hos en og så hos en anden, men da hans faste DP bliver langtidssygemeldt og han har været 6 uger hos sin gæste DP knækker tråden (mest for mig).
Halvvejs inde i vinterferien bliver jeg ringet op fra pladshenvisningen at de har ansat en ny DP, som skal have Magni og et andet barn fra hans gruppe og de skal starte på mandag! Det har hun og DP´en snakket om og det mener DE er BEDST for mit barn... (På det tidspunkt skulle hun være glad for at sidde i den anden ende af telefonlinien for lige så snart jeg havde rystet lamslåelsen af mig, ville jeg havde slået hende ihjæl)
Det betød så, at vi uden særlig forberedelse skulle omstille os til at skulle helt ud i udkanten af byen - i stedet for den bopælsnærhed vi havde poienteret ved valg af institutionsplads, med den begrundelse at vi ikke har bil - samtidig med, at jeg skulle kapere både skolestart OG en ny DP.
Det gik selvfølgelig ikke. Den ny DP er såmænd et godt og rart menneske, men der er for mange uligheder på den måde hun mener børn skal håndteres og min måde. Det er mit barn så jeg bestemmer og kan jeg ikke det, har jeg ikke lyst til at overlade ansvaret for mit barn der. Det eneste andet barn der er, er en "baby" som slet ikke har noget at tilbyde i forhold til Magni, så han går "alene".
Derudover øddelagde det fuldstændig min studiestart. Jeg var koncentreret om Magni, så jeg kom skævt igang - og er nu meget tæt på at stoppe helt.
Heldigvis har vi en fantastisk rådgiver hos kommunen, så der er blevet lagt en plan og trukket i nogle tråde.
På mandag starter Magni i vuggestue. Det bliver stort og vi glæder os meget, ikke mindst Magni der virkelig har savnet jævnaldrende at lege med :).
Det var ikke fordi vi gik hjemme for os selv, alene og isoleret - næ, vi var da ude af huset, afsted til slyngemøder en mas, og andet sjov og ballade :).
Men så kom han i dagpleje hos en rigtig sød dagplejemor. Det gik fint og det viste sig, at vores dreng er et utrolig tilpasningsvenligt og socialt intelligent væsen.
Den opdagelse betød, at vi ikke studsede nærmere over det da han så skulle i gæste dagpleje, først hos en og så hos en anden, men da hans faste DP bliver langtidssygemeldt og han har været 6 uger hos sin gæste DP knækker tråden (mest for mig).
Halvvejs inde i vinterferien bliver jeg ringet op fra pladshenvisningen at de har ansat en ny DP, som skal have Magni og et andet barn fra hans gruppe og de skal starte på mandag! Det har hun og DP´en snakket om og det mener DE er BEDST for mit barn... (På det tidspunkt skulle hun være glad for at sidde i den anden ende af telefonlinien for lige så snart jeg havde rystet lamslåelsen af mig, ville jeg havde slået hende ihjæl)
Det betød så, at vi uden særlig forberedelse skulle omstille os til at skulle helt ud i udkanten af byen - i stedet for den bopælsnærhed vi havde poienteret ved valg af institutionsplads, med den begrundelse at vi ikke har bil - samtidig med, at jeg skulle kapere både skolestart OG en ny DP.
Det gik selvfølgelig ikke. Den ny DP er såmænd et godt og rart menneske, men der er for mange uligheder på den måde hun mener børn skal håndteres og min måde. Det er mit barn så jeg bestemmer og kan jeg ikke det, har jeg ikke lyst til at overlade ansvaret for mit barn der. Det eneste andet barn der er, er en "baby" som slet ikke har noget at tilbyde i forhold til Magni, så han går "alene".
Derudover øddelagde det fuldstændig min studiestart. Jeg var koncentreret om Magni, så jeg kom skævt igang - og er nu meget tæt på at stoppe helt.
Heldigvis har vi en fantastisk rådgiver hos kommunen, så der er blevet lagt en plan og trukket i nogle tråde.
På mandag starter Magni i vuggestue. Det bliver stort og vi glæder os meget, ikke mindst Magni der virkelig har savnet jævnaldrende at lege med :).
fredag den 6. marts 2009
Stædighed og potte
Tja... lidt sjovt er det når man ved at, efter intagelse af morgenhavregrøden og et vist tidsinterval, der skal noget ud igen og derfor sætter knægten på potten, så insistere han på at komme op på det store toilet.
Og der sidder han så og troner mens mors arme langsomt syre til, men ved hvert tiltage til at sætte ham over på potten igen, bliver man vrisset af så man nærmest bliver helt bange.
Endelig kan jeg høre han er færdig osv.
Hvem sagde pottetræning var for børn?
Og der sidder han så og troner mens mors arme langsomt syre til, men ved hvert tiltage til at sætte ham over på potten igen, bliver man vrisset af så man nærmest bliver helt bange.
Endelig kan jeg høre han er færdig osv.
Hvem sagde pottetræning var for børn?
Abonner på:
Opslag (Atom)
