Skal jeg være glad og stolt, eller misundelig?

For Magni den skøre unge, kalder nemlig sin far ved navn.

I går var vi i haven, den har vi nemlig sagt op (længere historie med at den ligger for langt væk og for mange sure pensionister hvis have-niveau vi hverken kan eller vil matche) så den skulle lige tømmes for hvad vi havde derude.

Svigerforældrerne havde været der tidliger og hente vandre-timianen (en krydderurt der har fulgt svigermor fra hendes barndomshjem) og peberoden - en trofæ urt + div haveredskaber.
Hvad de ikke havde taget var vores giftige troldomsurt - Alruneroden, og alle de hulens masse jordskogger det var blevet til.

Den lille familie drog afsted, med Magni i trillebøren for ellers gik det for langsomt.
Vi fant hurtigt små-planterne, men jordskoggerne var en større affære: et helt samlebåndsarbejde.

Magni tumlede rundt i den tung ujævne jord og brokkede sig gevaldigt når han røg på rumpen, for det var tungt og svært at komme op igen, men op kom han da... lige ind til han satte sig igen.

Carsten gravede jordskogplanterne op og smed dem hen til mig, der brækkede de kæmpe store og dejlige knolde af og lagde dem i en bunke bag mig.
Magni tog knoldene og lagde dem op i trillebøren. Det var han faktisk rigtig dygtig til, desværre holdt hans tålmodighed ikke så længe af gangen, så når én plante var lagt på plads, snuppede han en knold og grinede triumferende mens han rendte væk.
Så kunne jeg stå for de 2 - 3 næste (plus resten af den han havde været i gang med), før han kom tilbage og genoptog arbejdet.

Til sidst var trillebøren fuld og vi drog hjemad :)
Magni ville skubbe trillebøren, men den var selvfølgelig for tung. Så skulle han gå selv og Carsten rendt lidt i forvejen for at stille trillebøren på forældrernes terasse, men Magni syntes åbenbart ikke om at splitte familien, så han satte sig på hug og kaldte: dAr-cjen... dAAr-sjen...

- og han siger ikke engang mor!