Jeg synes altså den vuggestue er sej...

...ikke nok med at de tager det helt afslappet med stofbleerne, som de håndterer rigtig godt, så er de også så hyggelige og søde at snakke med når man henter/afleverer sit barn.

I dag da jeg hentede Magni var de ude på legepladsen, så jeg lasso´ede lige engang med viklen og smed ham på ryggen.
Mens jeg bandt ham fast stod pædagogen og spurgte til. Hun var bare så interesseret og reglevant i sine spørgsmål at det var en fryd at svare (det havde jeg gjort under alle omstændigheder). Hendes egne børn var "desværre" langt over slyngealderen (yngste var 7), men ellers kunne hun godt havde tænkt sig at slynge.
Hun havde haft en babybjørn, men efter hendes stemmeskift og ansigtsmimik at dømme havde det bekendskab ikke været af de bedre .

Men hvor er det bare fedt at Magni går sådan et sted . De er så glade og positive, så det er så fedt at være der .
Jeg "kom til" at sige, at jeg jo var slyngeinstruktør - sådan en lidt undskyldende bemærkning for at retfærdiggøre mit slet skjult store arsenal af div. bæredimser (har haft det meste med der ude), og det er jo heller ikke helt forkert, da jeg jo gerne tager ud og hjælper nødstedte slynger :P

Hvorfor kom jeg ikke på det noget før?

Her i dag har jeg trasket 1½ time med Magni i barnevognen, for så kunne han sove ude hvis først han faldt i søvn i den.
Det var måske ikke jordens klogeste idé, at købe en is før end barnet sov, for selvfølgelig ville han da også smage og sukkerindholdet i en kvart solero er cirka hvad der skal til for at forvandle et uvandt-med-sukker-og-andet-slik barn til en ren duracel kanin.

Så på med traveskoene mor - du er selv ude om det.

Men han ville ikke sove. Det var ellers tydeligt at se han var træt, men sove ville han bare ikke. Heller ikke tilbage i lejligheden (jeg havde ømme fødder af at gå så meget og barnevognen er deffekt og indstillet til at passe min næsten 2m høje mand...)
Så lagde jeg mig ind med ham. Det ville han bestemt heller ikke. Da han havde fået to gange babs ville han stadig kravle rundt og at holde ham ind til mig, resulterede bar i gråd der eskalerede så jeg til sidst gav op, det skulle jo være befriende at sove - ikke en kamp om at falde i søvn.

Nå, men enden på det hele - ved ikke hvorfor jeg kom på den tanke - blev at putte ham på ryggen i en vikle... Så skulle jeg bare lige lukke computreen ned, så kunne vi gå, men allerede inden jeg fik rejst mig fra stolen kunne jeg mærke hvor tungt hans hovede var.

3 minutter på ryggen i vikle og han sov som en lille engel .

Min skøre, skøre søn

Familien sidder i sofaen og hygger med lidt fjernsyn, dvs. Carsten og jeg sidder og følger med på skærmen, Magni hopper rundt på sofabordet og i ind i mellem kaster sig ned til en af os...
På et tidspunkt er han i sofaen hvor han karter rundt og brænder energi af. Pludselig er han henne ved Carsten, der udstøder et hyyyl af smerte. Lidt ferbrilsk puffer han Magni væk (jeg er også igang med at vriste ham fri af armen) og kan fremvise 2½ meget dybe mærker. Havde kæberne været lidt stærkere eller Carstens hud tyndere ville det havde blødt en del, så hårdt bed møgungen.

Magni står på den anden side af mig og jeg siger belærende "ikke bide, du skal være sød ved far", vender mig mod Carsten og siger "Ae ae". Magni træder resovlut over mine ben, snubler ind til sin far og begynder at nusse hans kind med hans gentager mit "ae ae".

Carsten er lidt opgivent flad af grin, men hvad skal man ellers stille op med sådan et afkom?

Lidt i live er shoppen da...

I går syede jeg en ringslynge.

Det er ikke fordi jeg ikke har syet ringslynger før, men denne er alligevel lidt speciel. Den er nemlig syet i ramie (bedre kendt som nældestof dvs. stof lavet af fibre fra brandenælder). Det har fuldstændig samme egenskaber som hør bare lidt hurtigere at "gå til" og mere smidigt og blødt.

Herligheden fik selvfølglig en hale af smuk jadegrøn silke, hvilket passede rigtig flot til de bronzefarvede ringe jeg brugte.

Det er den smukkeste sommerslynge jeg har syet til dato! Og den er så fin så fin. Magni sidder perfekt i den. Min 10kg. tunge guldklump bliver pludselig en fjer på min skulder. Måske slyngen slet ikke skal på shoppen alligevel?

pris 600Kr

Hjertesuk

Min "baby" tager selv trappen afsted, ud i livet...

(Godt han er ved at få flere tænder og det bedste i verden pt er babs!)

Jamen sådan gør man da

Kæft den knægt bliver stor hurtigt!
Ikke at han er stor rent fysisk, han passer størrelse 74 i tøj, hvilket vel lige svarer til 1 år (og han er 19 mdr) og vejer ca. 10kg. Men han er inde i en selvstændighedsfase og det er bare SÅ tydeligt at han ikke er noget lille hjælpeløst barn mere...

I dag fulgte vi farmand til bussen (kendo) og tog afsted i god tid, så Magni kunne køre vejen på sin scooter som han er blevet helt vild med.
Det var lige noget der passede herren, og selv om han liige mistede herredømmet over den på vej ned ad bakke, var hans eneste kommentar et bekymret "huh", som er han hue der røg af i farten. Ikke et klynk eller kny fra ham, bare op på scooteren igen og så videre der ud af.

På hjemvejen stod det dog tydeligt hvilken opvagt ung mand Magni er ved at udvikle sig til.
Jeg gik en smugle i mine egne tanker, menst opmærksom på at han ikke kom for tæt ud til vejen, da han pludselig svinger køretøjet ind til siden og stiger af.
Der går et par split sekundter før jeg får overskuet hele situationen, men knægten har parkeret sin scooter ved legetøjsbutikkens cykelstativ og står nu forventningsfuld ved døren!
Han er altså ret sej den knægt, det er absolut første gang han har været på "egen hånd" og den butik er ikke noget vi tit frekventerer, men Magni havde tilsyneladende helt styr på hvordan man tager i byen ;).

Lille hund til en lille dreng

I søndags var vi til påskefrokoste hos min mor og hendes mand. Det var en overdådig lækker frokost, med alt hvad der hører sig til + lidt mere.
Magni var ikke sulten, for på vej op til dem havde vi delt en lille smoothie - eller: Carsten og jeg havde aller nådigst fået lov at få lidt af den smoothie som Magni ellers lagde beslag på! Det var nemlig noget han kunne lide, hehe.

Efter maden og en oprydning af bordet, var det tid til at gå en tur.
Det er her min mors "kræ", en lille schäfer farvet pels-tingest, som ikke engang naboen (der ellers tit nok lægger ører til dens gøen) vil kalde en hund, kommer ind i billedet.
Ronja kom i flexilinen og afsted var vi.

På turen til legepladsen var der pludselig en der fik den ide at en hun på kun 1,5kg da må være lige størrelsen til et barn på 10kg, så Magni fik snoren at holde...
De tvar ren Flintstone, hvor Dino løber afsted med Fred hængende vandret i luften bagved, men som en god knægt holdt han fast på snoren :).
Senere gik det fint nok, omend Ronja er liiige stærk nok til Magni (men han skal jo også lige lære det).

I dag, da Magni og jeg var ude at gå, snakkede vi lidt om turen. Jeg spurgte ham om han kunne huske Ronja, som han så kaldte Orla.
"Nej Magni - Ron-ja"

Magni: Ja-ja

"Ron-ja"

Magni: Ja-ja (og så var han ellers flad af grin)

Så mormor, din lille hund hedder altså Ja-ja nu ;)
(og hvad med bedstefar, fik han taget nogle gode billeder?)