Som det dog kører for os...

Om morgenen ville Magni gerne kører til vuggestue på sin scooter. Jeg lod ham gøre det, men tog af gammel van en ringslynge med.

Ganske rigtigt, da vi nåede bommen efter det grønne område kom han op. Jeg stillede scooteren op ad nogle gran-buske så jeg kunne hente den på tilbagevejen...
... det glemte jeg selvfølgelig.

Om eftermiddagen hentede jeg Magni igen og vi gik den lille omvej for at hente scooteren. Jeg havde bange anelser og håbede ikke at Magni kunne huske at vi havde eftereladt den der om morgenen, men det kunne han. Som vi nærmede os bommen blev han mere og mere urolig mens han vendte sig og pegede mens han sagde "dooder"?

Den var væk!

Efter en kort panik-tænkepause tog jeg chancen og spurgte den mor der var på legepladsen ved siden af, med sit lille barn.

Hun kunne heldigvis fortælle at hun netop havde set et par halvstore knægte komme kørende med den.

Jeg takkede hende og hastede i den retning jeg bestemt mente de måtte være. Hurtigt kunne jeg da også høre lyden af scooteren (plastikhjul mod grov asfalt larmer meget) og fandt synderne.

Jeg ved ikke hvad der er med sådanne knægte, men irriterende døve er de fame, som om de godt var klar over at de havde gjort noget forkert. Nå. 3. gang hvor jeg nærmest skreg ad dem stoppede de op.
Der var ingen problemer med at få kørertøjet, der heldigvis ikke havde taget skade, udleveret, selvom den største af knægtene liiige skulle forvisse sig om, at det nu var sikkert at det var netop vores scooter de havde hugget (taber).
Magni var glad for at få sit legetøj tilbage og kørte resten af vejen hjem :).

Da vi så kom hjem, lykkeligt triumferende over dagens genfundne tab (og helt ærligt så kunne jeg også havde ladet være med at glemme den om morgenen), så ringer manden og fortæller, at han har glemt det nyindkøbte tæppe i toget...

...så nu venter vi endnu 48 timer på at høre fra DSB.