Hvad de dog ikke laver uden mig...

I dag er det lørdag og det er som sagt dagen hvor knægten går til svømning med farmand.
Jeg blev hjemme for at rydde lidt mere op, der kommer gæster i morgen da jeg jo er blevet et år ældre.

Efter svømning er Magni (og hans far) som regel sultne - en kendt effekt af at træne og bruge sin krop - og de går derfor ud i caféteriet og får lidt at spise.
Magni vil gerne have et frugtbæger og det fik han da også denne gang. Han besigtiger krusets indhold og bestemmer sig for, at han aller helst vil have vandmelon - der ligger aller nederst - og at det andet "ikke smager dejligt!"

De øvrige frugtstykker (der er som regel 4-5 forskellige slags) bliver lagt ud på bordet, nøje sorteret efter hvilken slags frugt det er.
Carsten ser kantinedamen stå og betragte knægten, og regner med at det er misbilligelse over maden der bliver lagt på bordet, men hun bemærker til en kollega, at ham den lille unge dér, han er bare SÅ sød.

Carsten havde bestilt en burger til sig selv og da Magni sidder og stikker lidt til resten af frugten kommer han til at love knægten noget af den, hvis han spiser op.
Desværre spiser Carsten hurtigere end Magni, hvilket udløser et fortørnet blik fra ungen, der ikke regner det efterladte salatblad for noget spiseligt.

Skamfuld må manden jo erkende sin glemsomhed og lover barenet noget meget bedre.
Knægten lyser op i et stort smil og udbryder "ØL?" :D

(kender ikke historien herfra da jeg som bekendt var her hjemme og rydde op...)

Så sød og betænksom han er.

I dag var jeg først lige et smut på biblioteket, og på tilbagevejen glemte jeg selvfølgelig babyjoggeren. Lidt surt når man er næsten ude ved vuggestuen, i snevejr og bare ikke kan bære ham - selv hvis man da havde en bæredims på sig...

Magni er sød og glad for at blive hentet og har da hurtigt (til stor begejstring) erkendt at han må gå hele vejen hjem :)
Jeg brokker mig da kortvarigt over det glemte transportmiddel, særligt fordi Magni stod ved lågen og ville "oppe mor´se duller" - noget jeg bare ikke kan.

Min søde dreng havde da opfattet det som om jeg var træt og besværet af maven, i hvertfald gik han flere gange ind foran mig og mumlede et eller andet meget bestemt!
3. gang han gjorde det tog jeg mig sammen og bøjede mig ned så jeg rent faktisk kunne høre hvad han sagde - at han gerne ville have mig op på ryggen så han kunne bære mig hjem...

Ved godt I allerede har fået blebilleder, men her er altså lidt flere...

Så syntes jeg lige det var tid til en lille kavalkade... :D

...og så tabte han underkæben.

Magni har altid været videbegærlig, ivrig efter at lære og slægter tilsyneladende sin mor på hvad klæbehjerne angår.
Således havde han leget med biler i vuggestuen (big surprice, hehe) da en af fædrerne var kommet for at hente sit barn. Faderen sidder og snakker med lederen af institutionen, der er med til at passe ungerne i det store fællesrum, da Magni kommer hen til ham med en bil.

Magni: "hvA dee?"
Far: Det er en gul bil :)
Magni (ser indigneret på ham): Nej, det er en gul BMW! :)
Jeanette, lederen: (udnytter lige den seje situation) : ja, noget skal vi jo lære de små...

Faderen skal vist lige samle sig en gang inden han får fat på sit eget afkom.

Pilfinger i køkkenet

Det er ikke altid man lige kan holde øje med knægten, når far er i gang ved kødgryderne og samtidig har beordret mor til at tjekke aftenens fjernsynsprogram.

Magni er heldigvis ret selvhjulpen og kravler gerne op til frugtskålen og finder et stykke han gerne vil have.
Det gjorde sig da også gældende lige før, men i stedet for et æble eller en banan, fandt jeg ham stående med klør5 i aftensmaden, det rå hakkekød vel at mærke...

Der hapsede han lige så fint en fingerlang trævl, stopper den i munden og synker den med velbehag, velbekommen siger jeg bare.
Skal han være med på en tartarmad en anden gang?

Maanis dønnepude bé

Magni har fået en ny ynglingsble. Han er så glad for den, at den nærmest konstant er til vask og ser han den peger han og siger "den dér" og ser meget bestemt ud.
Som altid stiller han gerne op til et photoshoot...

Min omsorgsfulde unge.

Magni har et tilbagevendende glædeligt punkt på dagen, nemlig når hans far kommer hjem.
Uanset hvad han er igang med springer han op (eller ned hvis han sidder på et bord) og siger "hou zar". Så ser han helt vild og glad ud mens han styrter hen til gang-døren og hvis ikke den er lukket (så står han utålmodigt og hidser "åbben, åbbene dørr" til mig) så haster han ud til sin far, sender ham det størte grin/smil og kaster sig i armene på ham.
Som altid er gensynsglæden gengældt og far og søn omfavner hinanden i et monsterkram.
I dag var ingen undtagelse, og da knægten hænger der om halsen på sin far, der dårligt har fået lukket døren bag sig (entredøren var nemlig kun lukket på klem så Magni kunne selv få den op), siger knægten: "pisse koldt udenfor" mens han kærligt krammer sin far...
Sikke en omsorg.


Han er også ved at lære lidt om at være sød ved andre og han egne forældre er måske ikke lige de mest forgående eksempler.
Forleden drillede Carsten mig ved at true med en ske. Den slags gør ufatteligt ondt i hovedet (ok, min hovedeskal ER måske også bare sart) og da jeg ret hurtigt holdt armene beskyttende op og sagde av, av grinede manden og fortrak til køkkenet.
Magni, der havde leget med sin cykel bag spisebordet, kiggede bekymret op og sagde "ungylle mor - puuse" - ivrede over til mig og kravlede op i sofaen til mig. Der gav han sig til at puste mig på hovedet og sluttede af med et kys. Sådan :)