Skal jeg være glad og stolt, eller misundelig?

For Magni den skøre unge, kalder nemlig sin far ved navn.

I går var vi i haven, den har vi nemlig sagt op (længere historie med at den ligger for langt væk og for mange sure pensionister hvis have-niveau vi hverken kan eller vil matche) så den skulle lige tømmes for hvad vi havde derude.

Svigerforældrerne havde været der tidliger og hente vandre-timianen (en krydderurt der har fulgt svigermor fra hendes barndomshjem) og peberoden - en trofæ urt + div haveredskaber.
Hvad de ikke havde taget var vores giftige troldomsurt - Alruneroden, og alle de hulens masse jordskogger det var blevet til.

Den lille familie drog afsted, med Magni i trillebøren for ellers gik det for langsomt.
Vi fant hurtigt små-planterne, men jordskoggerne var en større affære: et helt samlebåndsarbejde.

Magni tumlede rundt i den tung ujævne jord og brokkede sig gevaldigt når han røg på rumpen, for det var tungt og svært at komme op igen, men op kom han da... lige ind til han satte sig igen.

Carsten gravede jordskogplanterne op og smed dem hen til mig, der brækkede de kæmpe store og dejlige knolde af og lagde dem i en bunke bag mig.
Magni tog knoldene og lagde dem op i trillebøren. Det var han faktisk rigtig dygtig til, desværre holdt hans tålmodighed ikke så længe af gangen, så når én plante var lagt på plads, snuppede han en knold og grinede triumferende mens han rendte væk.
Så kunne jeg stå for de 2 - 3 næste (plus resten af den han havde været i gang med), før han kom tilbage og genoptog arbejdet.

Til sidst var trillebøren fuld og vi drog hjemad :)
Magni ville skubbe trillebøren, men den var selvfølgelig for tung. Så skulle han gå selv og Carsten rendt lidt i forvejen for at stille trillebøren på forældrernes terasse, men Magni syntes åbenbart ikke om at splitte familien, så han satte sig på hug og kaldte: dAr-cjen... dAAr-sjen...

- og han siger ikke engang mor!

Dasheer i Zoo, Zzzzzz

Det giver jo ingen mening, men det er faktisk Magnis ny ord for "taske(r)". Det lærte vi i dag, efter at have været ved at viride hjernen af led en hel dag, for at forstå knægten (Magni kan være MEGET insisterende når han vil noget og man kan nærmest se, hvordan han tænker "tåber" når vi ikke fatter hans ord).
Det giver mening hvis man ser lidt tilbage på dagens begivenheder...

Vi startede forholdsvis tidligt, nemlig kl. 7.30, med at stå op. Så gjorde vi os klar til at tage afsted og med os havde vi to almindeligt store poser (Magnis blerygsæk og min "slyngebarn"enviroxak). Slyngeposen var desuden proppet med den skønne grønne Strawberry-onbu, som gjorde at jeg var ret opmærksom på at indholdet ikke faldt ud på gulvet. Det er særlig svært når man kører i bus.
Magni var på det tidspunkt meget irriteret over at der ikke var sket mere i løbet af dagen, så han var lettere hysterisk.
I toget mødte vi min mor og vinduet/hendes taske var så god underholdning for knægten, at han kom i godt humør igen.

Men dette indlæg skal slet ikke handle om tasker, men om dagens oplevelser. Vi mødte nemlig moster Lærke på Hærens Officer skole, på Frederiksberg hvor hun arbejder.
Der fik vi ellers en rundvisning fra kælder til kvist - og højere, og det var der noget...


Nå. nu bliver dette indlæg ikke længere for jeg er træt!

Nogle gange er det lidt pinligt at være Magnis mor...

...som for eksempel når man er på vej hjem var vuggestue.Vejret er deeejligt, så selvom den lækre bæredims er med må den pænt blive under armen, for Magni vil gerne gå!Det er nu også ganske uproblematisk. Så snart lågen (den dumme høje børnesikret låge) er lukket skal man bare ud ad p-pladsen og ned ad en stille vej/indkørsel.Ved at skyde genvej gennem en gang på skolen, kan vi klare turen uden at være i berøring med biler .Vejen er bare lang. Ikke fordi det gør mig noget at gå 2km, men når det også er med 2km i timen (ej ok, det svinger mellem 2 og 4, med et gennemsnit på 3 ), så bliver mor altså lidt utålmodig. Vejen er dejlig. Forbi en andedam - Magni eeelsker ænderne - og over et grønt område (fare for hundelort ) og sjove vejbelægninger/beplantninger, med solskin går turen egentligt let, MEN når Magni har stået lidt for længe og grublet over hvorfor den sten nu ligger så tungt på jorden at han ikke kan løfte den - og mor gerne vil videre og derfor let skubber bag på - så råber han højt og forurettet: AU (og gentager gerne ).Det er lidt pinligt hvis der pludselig kommer fremede...

Hvorfor mangler jeg altid mit kamera i de vigtige øjeblikke?

I går eftermiddags var det deeejligt solskin udenfor. Jeg skulle hente Magni hos bedsteforældrerne efter skole/vuggestue.
Magni havde hygget sig, var frisk og glad, så da jeg havde min tunge taske med, besluttede jeg mig for at sætte tasken i klapvognen og tage Magni i ringslyngen.
Aller først havde jeg dog tænkt mig, at vi skulle gå et stykke af vejen mellem de rolige huse i Klostergården.
Det startede også fint botset fra, at Magni meget hurtigt viste interesse for at ville skubbe klapvognen (det er en babyjogger med en masiv "pose" over det hele, så hans udsyn var lig 0).
Styret blev sat helt ned i klap-sammen-position og så fik han ellers lov at skubbe, eller: jeg fik et meget bestemt naj, hvis jeg ville give en hånd med ;).
Vi vandrede op for enden af bebyggelsen, det gik laaangsom, men sikkert (jeg trak let i kalechen for ellers ville vognen rulle tilbage og vælte ham hver gang han stoppede for at se på noget). Vi kom til vejen og der ville jeg altså have ham op i slyngen så jeg ikke skulle bekymre mig om eventuelle biler.

Magni var langt fra tilfreds, men resignerede dog og syntes også det var hyggeligt nok.

Men hvor er billederne af min stærke lille gut, der egenhændigt og sikkert styrer sin lyn-grønne klapvogn hjem?
Ikke engang et dårligt mobilfoto er det blevet til, for der var ikke strøm nok på. Så hvordan det har set ud må I tænke jer til, men dejligt var det :)

Vuggestuen

Det er bare så typisk og hvor er jeg bare glad for at vi har svigermor i baghaven - altså ikke begravet, men i levende live ;)

Hun har stået for indkøringen i den ny vuggestue og af hvad hun har fortalt er det bare gået rigtig, rigtig godt.
Magni har hygget sig, leget godt og lider bestemt ikke af samme socialt handicappethed som sin mor.
Han har spillet bold med en anden dreng, hold på sit legetøj og prøvet at skåle med pædagogerne og de andre børn (det fattede de dog ikke meget af).

Den første dag startede på legepladsen, hvor de stillede sig i en kødrand omkring Magni og kiggede meget interesseret på denne nye dreng, ind til Magni fik nok og ville ud og lege. Så tog han resolut svømmetag ud af kredsen!

Hai Szaar

... sådan sagde knægten, da Carsten kom hjem fra indkøbene i går eftermiddags.

Udtalen er ren og klar, betydningen ikke til at tage fejl af selvom ordene ikke er helt korrekt udtalt.
Men hvem hænger sig i peditesser, første gang drengen laver en sætning?

Papkasseshow