Hvorfor mangler jeg altid mit kamera i de vigtige øjeblikke?

I går eftermiddags var det deeejligt solskin udenfor. Jeg skulle hente Magni hos bedsteforældrerne efter skole/vuggestue.
Magni havde hygget sig, var frisk og glad, så da jeg havde min tunge taske med, besluttede jeg mig for at sætte tasken i klapvognen og tage Magni i ringslyngen.
Aller først havde jeg dog tænkt mig, at vi skulle gå et stykke af vejen mellem de rolige huse i Klostergården.
Det startede også fint botset fra, at Magni meget hurtigt viste interesse for at ville skubbe klapvognen (det er en babyjogger med en masiv "pose" over det hele, så hans udsyn var lig 0).
Styret blev sat helt ned i klap-sammen-position og så fik han ellers lov at skubbe, eller: jeg fik et meget bestemt naj, hvis jeg ville give en hånd med ;).
Vi vandrede op for enden af bebyggelsen, det gik laaangsom, men sikkert (jeg trak let i kalechen for ellers ville vognen rulle tilbage og vælte ham hver gang han stoppede for at se på noget). Vi kom til vejen og der ville jeg altså have ham op i slyngen så jeg ikke skulle bekymre mig om eventuelle biler.

Magni var langt fra tilfreds, men resignerede dog og syntes også det var hyggeligt nok.

Men hvor er billederne af min stærke lille gut, der egenhændigt og sikkert styrer sin lyn-grønne klapvogn hjem?
Ikke engang et dårligt mobilfoto er det blevet til, for der var ikke strøm nok på. Så hvordan det har set ud må I tænke jer til, men dejligt var det :)