Vi var på vej hjem fra farmor og farfar, Magni ville skubbe babyjoggeren og den løb pludselig fra ham.
Vi befandt os selvfølgelig på den del af strækningen hvor asfaldten kan sammenlignet med et bed fuld af granitskær.
Først rejste han sig bare op, men jeg kunne se på hans ansigt, at det ikke var helt sjovt og da jeg hev op i hans bukseben og så de blodige skrammer, kom der også et par klynk fra ham :(
Men efter lige at have pustet en gang eller to, hev han selv ned i buksebenet, sagde SÅ! og greb fat i babyjoggeren. Mere tid skulle der ikke bruges på det!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar