Interessen for aftenes godnathistorie kan betegnes som: ville-ikke-bemærke-jeg-gik-ind-i-stuen.
I stedet lyder der gentagne bump, pust og støn fra Magni og en Hrolf der hyler af grin. Deres senge står vinkelret på hinanden og begge ungerne står op i hver deres. Magni står med ryggen til Hrolf i fodenden af sin seng. Hrolf skubber så til Magni, der falder forover ned på sin hovedepude. Dette er åbenbart topunderholdning, i hvertfald gentages det adskillige gange før end Magni hjælper lillebroderen over i sin seng, hvor de så fortsætter med at pjatte og grine.
Morskaben stopper først da jeg lægger rollingen tilbage i hans egen seng, slukker lyset og siger "Godnat".
onsdag den 21. december 2011
mandag den 12. december 2011
Hold kæææft hvor er jeg glad for jeg stadig ammer.
I onsdags sluttede aftenen med et kæmpe bvuuuudrr fra Hrolfs seng - og så var der ellers bare bræk ud over det hele. Søvnmanglen har frarøvet mig min hukommelse og jeg husker intet af hvordan natten forløb, men vi krydsede da fingre for at det ikke ville være så slemt (hvor naive kan man være?).
Næste morgen sidder vi ved morgenbordet, har fået lidt at spise og Carsten siger, at Hrolf da ser ud til at være meget godt frisk :-) (ønsketænkning siger jeg bare!), for knapt har han lukket munden efter sætningen før Hrolf kommer med en temmelig bastant "bøvs" og ja, i vuggestue kom han da i hvertfald ikke.
På nuværende tidspunkt er han ikke specielt syg eller dårlig, tosser glad rundt som han plejer, men spiser ikke rigtigt noget. Fortrøstningsfuld som jeg jo er tænker jeg, at han bare lige skal blive hjemme næste dag med og så er han på højkant igen (as if).
Natten byder på flere opkastninger, sengen er nærmest pakket ind i håndklæder og vasketøjskurven faretruende fuld.
Dagen forløber ikke helt så godt som den foregående. Hrolf er lidt mere pjevset, spiser stort set intet - i hvertfald ikke uden det meste af det kommer op igen og hans bleer - oh yeah. Tyndt, tyndt, tyndt og det stinker så man skulle tro knægten var rådden indvendigt. Denne nat får vi stort set ikke sovet. Der er stort set ikke mere tøj tilbage på trods af at vaskemaskinen har kørt uafbrudt og selv tørretumbleren har været i brug. Knægten har iskolde fødder og ryster af skræk hver gang et nyt opkastningsanfald kommer, det sker ca. hver 2. time.
Jeg får gennemtrumfet at han (efter 3. omgang) sover resten af natten i vores seng. Det virker lidt, han får varmen, trykhed, og slapper så meget af at han varsler i god tid inden der kommer et nyt anfald.
Igen står lørdagen lidt i fortrængelsernes tåger, men kan da huske at Hrolf er meget ked, omend ikke utrøstelig. Han vil helst kun have sin mor og ikke indtage andet end vand og brystmælk, prøver vi med andet kommer det op igen næsten med det samme.
Det mærkelige er, at han på intet tidspunkt er varm. Faktisk har termometret svært ved at svinge sig op over 36,9 og Hrolfs normaltemperatur er som bekendt noget højrere (tro da faen med det temperement).
Om søndagen har han haft en lidt bedre nat, nok fordi han har sovet den hele mellem sine forældre, og er totalt udmattet af mangle på mad.
Magni vågner også meget tidligt, snakker i vildelse to gang og vågner en 3. ved at kaste op ud over det hele (Det tager Carsten sig fint af, jeg er "bundet" til Hrolf). Det betyder desværre at vi må aflyse planerne om en forventeligt hyggelig 3. advendtsbrunch med efterfølgende juleshopping :-(
Carsten og Hrolf sover koma-søvn så jeg tager Magni med til årets sidste søndagssalg på min gamle arbejdsplads, for at muntre ham lidt op. Den ukuelige skiderik præstere et energiniveau der ville gøre en elitegymnast misundelig og jeg må konkludere at min dreng bare har en atypist måde at være syg på.
Jeg bliver ringet op af manden og i baggrunden kan jeg høre Hrolf der græder og får at vide, at det har han gjort længe.
Vi skynder os hjem og selvom det hjælper lidt at jeg er der bliver det ikke godt nok. hrolf er virkelig dårlig og der er bare intet der hjælper.
Ud på aftenen får han det værre og selv jeg begynder at blive urolig. Han har ikke feber, men er utrolig dårlig, viser tegn på smerter, har ikke feber, men vil hverken spise eller drikke og har kun haft knapt to tissebleskift i et døgn.
Vi har ikke endnu prøvet med smertestillende - og vi har heller intet. Det er søndag og vores eget apotek er lukket, bilen står hvor vi var til julefrokost og da jeg svinger mig op på min cykel kan jeg konstatere den er flad.
Lettere desperat giver jeg lige mine mødregruppeveninder en chance og heldigvis, den 3. jeg ringer til har nogle hjemme. Afsted på gåben (og en tålmodig moralstøttende mormor i telefonen). Hos veninden får jeg at vide, at tankstationer sælger panodil i håndkøb (?), de ligger begge tættere på, om jeg så skulle gå til dem begge, men det er jo så meget godt at vide til en anden gang (doh).
Nå. Panodil virker tilsyneladende ikke på drengen og manden HAR hentet bilen. Vi ved at en henvendelse til vagtlægen meget vel resultere i en anvisning om at møde på hillerød hospital, men vi er magtesløse. Hrolf er afkræftet, fortvivlet og i smerte, træt, sulten og bange, valget er indlysende.
Utroligt nok rammer jeg køen hos vagttelefonen som nr. 4 (det plejer at være 57 eller lign.) men mens jeg venter sker der alligevel et gennembrud i rollingens tilstand, det er som om at han slapper af, og da stemmen meddeler at jeg nu er nr. 1 i køen lægger jeg røret på.
Hrolf bliver nusset, ammet og lagt til at sove i sin egen seng (ej, han faldt i søvn i min favn og SÅ kom han i seng) og sov der HELE natten uden at vågne bare halvt!
Mandag vil han stadig ikke spise morgenmad, men har "spist" ved mig og ser i det hele taget meget friskere ud. Hans øjne har glans og han pludre forsigtigt.
Det meste af formiddagen tilbringer han hos mormor, så jeg kan komme på arbejde. Den der 50/50 i fremmøde og fravær er ikke noget jeg er stolt af, uanset grunden.
Hrolf har hygget sig og har fået så megen appetit, at jeg nærsten må hive baglæns for at forhindre ham i at sluge en banan i éen mundfuld.
Hjemme er han 67% sig selv, kravler op og laver ballade så det er lige før jeg synes han var nemmere da han var rigtig syg ;-)
Aftensmaden gider han ikke rigtigt, jo ketchup, men det er fame ikke sygemad! Så nøjes han med at dissektere sit pitabrød og virker sært tilfreds ved at bore gaflen gennem brødet og putte stumper i sit vandkrus.
Efter en aftentår og senaftentår sover han nu trygt og godt.
Næste morgen sidder vi ved morgenbordet, har fået lidt at spise og Carsten siger, at Hrolf da ser ud til at være meget godt frisk :-) (ønsketænkning siger jeg bare!), for knapt har han lukket munden efter sætningen før Hrolf kommer med en temmelig bastant "bøvs" og ja, i vuggestue kom han da i hvertfald ikke.
På nuværende tidspunkt er han ikke specielt syg eller dårlig, tosser glad rundt som han plejer, men spiser ikke rigtigt noget. Fortrøstningsfuld som jeg jo er tænker jeg, at han bare lige skal blive hjemme næste dag med og så er han på højkant igen (as if).
Natten byder på flere opkastninger, sengen er nærmest pakket ind i håndklæder og vasketøjskurven faretruende fuld.
Dagen forløber ikke helt så godt som den foregående. Hrolf er lidt mere pjevset, spiser stort set intet - i hvertfald ikke uden det meste af det kommer op igen og hans bleer - oh yeah. Tyndt, tyndt, tyndt og det stinker så man skulle tro knægten var rådden indvendigt. Denne nat får vi stort set ikke sovet. Der er stort set ikke mere tøj tilbage på trods af at vaskemaskinen har kørt uafbrudt og selv tørretumbleren har været i brug. Knægten har iskolde fødder og ryster af skræk hver gang et nyt opkastningsanfald kommer, det sker ca. hver 2. time.
Jeg får gennemtrumfet at han (efter 3. omgang) sover resten af natten i vores seng. Det virker lidt, han får varmen, trykhed, og slapper så meget af at han varsler i god tid inden der kommer et nyt anfald.
Igen står lørdagen lidt i fortrængelsernes tåger, men kan da huske at Hrolf er meget ked, omend ikke utrøstelig. Han vil helst kun have sin mor og ikke indtage andet end vand og brystmælk, prøver vi med andet kommer det op igen næsten med det samme.
Det mærkelige er, at han på intet tidspunkt er varm. Faktisk har termometret svært ved at svinge sig op over 36,9 og Hrolfs normaltemperatur er som bekendt noget højrere (tro da faen med det temperement).
Om søndagen har han haft en lidt bedre nat, nok fordi han har sovet den hele mellem sine forældre, og er totalt udmattet af mangle på mad.
Magni vågner også meget tidligt, snakker i vildelse to gang og vågner en 3. ved at kaste op ud over det hele (Det tager Carsten sig fint af, jeg er "bundet" til Hrolf). Det betyder desværre at vi må aflyse planerne om en forventeligt hyggelig 3. advendtsbrunch med efterfølgende juleshopping :-(
Carsten og Hrolf sover koma-søvn så jeg tager Magni med til årets sidste søndagssalg på min gamle arbejdsplads, for at muntre ham lidt op. Den ukuelige skiderik præstere et energiniveau der ville gøre en elitegymnast misundelig og jeg må konkludere at min dreng bare har en atypist måde at være syg på.
Jeg bliver ringet op af manden og i baggrunden kan jeg høre Hrolf der græder og får at vide, at det har han gjort længe.
Vi skynder os hjem og selvom det hjælper lidt at jeg er der bliver det ikke godt nok. hrolf er virkelig dårlig og der er bare intet der hjælper.
Ud på aftenen får han det værre og selv jeg begynder at blive urolig. Han har ikke feber, men er utrolig dårlig, viser tegn på smerter, har ikke feber, men vil hverken spise eller drikke og har kun haft knapt to tissebleskift i et døgn.
Vi har ikke endnu prøvet med smertestillende - og vi har heller intet. Det er søndag og vores eget apotek er lukket, bilen står hvor vi var til julefrokost og da jeg svinger mig op på min cykel kan jeg konstatere den er flad.
Lettere desperat giver jeg lige mine mødregruppeveninder en chance og heldigvis, den 3. jeg ringer til har nogle hjemme. Afsted på gåben (og en tålmodig moralstøttende mormor i telefonen). Hos veninden får jeg at vide, at tankstationer sælger panodil i håndkøb (?), de ligger begge tættere på, om jeg så skulle gå til dem begge, men det er jo så meget godt at vide til en anden gang (doh).
Nå. Panodil virker tilsyneladende ikke på drengen og manden HAR hentet bilen. Vi ved at en henvendelse til vagtlægen meget vel resultere i en anvisning om at møde på hillerød hospital, men vi er magtesløse. Hrolf er afkræftet, fortvivlet og i smerte, træt, sulten og bange, valget er indlysende.
Utroligt nok rammer jeg køen hos vagttelefonen som nr. 4 (det plejer at være 57 eller lign.) men mens jeg venter sker der alligevel et gennembrud i rollingens tilstand, det er som om at han slapper af, og da stemmen meddeler at jeg nu er nr. 1 i køen lægger jeg røret på.
Hrolf bliver nusset, ammet og lagt til at sove i sin egen seng (ej, han faldt i søvn i min favn og SÅ kom han i seng) og sov der HELE natten uden at vågne bare halvt!
Mandag vil han stadig ikke spise morgenmad, men har "spist" ved mig og ser i det hele taget meget friskere ud. Hans øjne har glans og han pludre forsigtigt.
Det meste af formiddagen tilbringer han hos mormor, så jeg kan komme på arbejde. Den der 50/50 i fremmøde og fravær er ikke noget jeg er stolt af, uanset grunden.
Hrolf har hygget sig og har fået så megen appetit, at jeg nærsten må hive baglæns for at forhindre ham i at sluge en banan i éen mundfuld.
Hjemme er han 67% sig selv, kravler op og laver ballade så det er lige før jeg synes han var nemmere da han var rigtig syg ;-)
Aftensmaden gider han ikke rigtigt, jo ketchup, men det er fame ikke sygemad! Så nøjes han med at dissektere sit pitabrød og virker sært tilfreds ved at bore gaflen gennem brødet og putte stumper i sit vandkrus.
Efter en aftentår og senaftentår sover han nu trygt og godt.
fredag den 2. december 2011
Rollingens morgenritual
I går var vi til julehygge i institutionen, nærmere betegnet: Hrolfs vuggestue. Det var også vældig hyggeligt, farmor er taget med i stedet for farmand, der øver på årets julerevy som Magni og jeg skal op og se senere.
Vi sidder om et bord og snakker, om vores dejlige børn selvfølgelig, og en af stuepædagogerne fortæller at Hrolf skam har sit helt faste morgenritual. Han skal nemlig gynge!
De har en hyggelig blå stolegynge hængende på stuen. Når Hrolf kommer om morgenen så skal han op og have en tur og det er KUN Pia der må gynge ham, KUN ham der må gynge og turen slutter KUN når han siger til. Det siger Pia er en tur på 15 - 20 min og der er bare ikke andre der kommer til.
Det grinede vi selvfølgelig noget ad, både det søde i knægtens bestemthed, men sørme også fordi personalet har ressourcer og overskud til at føje ham.
Her til morgen får vi syn for sagen da vi aflevere ham nede på stuen. Hrolf der ellers altid er så morsyg og reserveret slår strålende armene ud mod Pia og bliver løftet op i et morgenkram. Nøna? pludre han, drejer hovedet let og peger hen mod gyngen. Pia sætter ham op og giver gyngen et lille puf. Hrolf ser ikke helt tilfreds ud, men Pia ved godt hvorfor: "Var dert ikke højt nok, lille Hrolf?", så gyngen får et skub, lidt kraftigere og et næsten saligt smil breder sig over drengens ansigt...
Vi sidder om et bord og snakker, om vores dejlige børn selvfølgelig, og en af stuepædagogerne fortæller at Hrolf skam har sit helt faste morgenritual. Han skal nemlig gynge!
De har en hyggelig blå stolegynge hængende på stuen. Når Hrolf kommer om morgenen så skal han op og have en tur og det er KUN Pia der må gynge ham, KUN ham der må gynge og turen slutter KUN når han siger til. Det siger Pia er en tur på 15 - 20 min og der er bare ikke andre der kommer til.
Det grinede vi selvfølgelig noget ad, både det søde i knægtens bestemthed, men sørme også fordi personalet har ressourcer og overskud til at føje ham.
Her til morgen får vi syn for sagen da vi aflevere ham nede på stuen. Hrolf der ellers altid er så morsyg og reserveret slår strålende armene ud mod Pia og bliver løftet op i et morgenkram. Nøna? pludre han, drejer hovedet let og peger hen mod gyngen. Pia sætter ham op og giver gyngen et lille puf. Hrolf ser ikke helt tilfreds ud, men Pia ved godt hvorfor: "Var dert ikke højt nok, lille Hrolf?", så gyngen får et skub, lidt kraftigere og et næsten saligt smil breder sig over drengens ansigt...
fredag den 25. november 2011
Hannibal
En rigtig hyggelig eftermiddag. Hele familien tumler rund og leger. Magni er glad, Carsten er glad, Hrolf er ganske overstadig og jeg er også glad.
Efter en lille lufttur med yngstebarnet holder jeg ham op og siger kærligt: "Du burde have heddet Hannibal".
"Hannibal" siger Carsten, "så skulle vi have en hund der hedder Jerry?"
"Næ" svare jeg "Jeg tænkte nu mere på Lechter" Og så var manden flad af grin.
Næste dag fortalte jeg historien for den seje af pædagogerne, hun grinede og gav mig fuldstændig ret ;-)
Efter en lille lufttur med yngstebarnet holder jeg ham op og siger kærligt: "Du burde have heddet Hannibal".
"Hannibal" siger Carsten, "så skulle vi have en hund der hedder Jerry?"
"Næ" svare jeg "Jeg tænkte nu mere på Lechter" Og så var manden flad af grin.
Næste dag fortalte jeg historien for den seje af pædagogerne, hun grinede og gav mig fuldstændig ret ;-)
torsdag den 27. oktober 2011
En paraply måske?
Carsten er så heldig at have tjansen med at gå til svømning med rollingen, hver tirsdag. Da Magni var i den alder var det stadig mig der gik med i omklædningen, men nu hvor der selvsagt skal være en hjemme med førnævnte barn, må Carsten altså selv klare ærterne.
Han fortæller så, når de kommer hjem igen, om hvordan Hrolf har luret rutinen og sidder og nynner forventningsfuldt i sin autostol, glad og fornøjet smådanser (stadigt nynnende) hele vejen fra bilen og ind i omklædningsrummet.
Ungen bryder sig ikke rigtigt om at få vand i ansigtet som når de dykker, men heller ikke når han sidder under bruseren. Så kommer de små arme op over hovedet for at skærme og protestere, men når vandet stopper med at løbe er det også galt. Så sidder han og peger mens han udstøder små forurettede lyde og venter på at Carsten skal tænde for vandet igen.
Han fortæller så, når de kommer hjem igen, om hvordan Hrolf har luret rutinen og sidder og nynner forventningsfuldt i sin autostol, glad og fornøjet smådanser (stadigt nynnende) hele vejen fra bilen og ind i omklædningsrummet.
Ungen bryder sig ikke rigtigt om at få vand i ansigtet som når de dykker, men heller ikke når han sidder under bruseren. Så kommer de små arme op over hovedet for at skærme og protestere, men når vandet stopper med at løbe er det også galt. Så sidder han og peger mens han udstøder små forurettede lyde og venter på at Carsten skal tænde for vandet igen.
fredag den 21. oktober 2011
En aften i casa del Cederholm...
Vi har næsten afsluttet aftensmåltidet, 2. del af en overdådig okseculotte (de er utroligt billige på tilbud - og så er de ekstra møre ;-P), med Carstens fordrukne whiskysovs og pomesfrites af flere kartofler end vi kunne drømme om at indtage hvis de blot havde været kogt. Magni har allernådigst accepteret ketchup til sine mens Hrolf nærmest har tømt den skål med creme fraise/gede-friskost og charlotteløg dip jeg havde lavet til dem.
Fordi det er fredag får de en lille is, et bæger fra hjemisbilen jeg købte i et anfald af momentær sindsyge, det er et 250ml bæger indeholdende 100ml is i a-kraft mønster, vanille og chokolade (100ml er altså ca. 3 spsk). Under isen er der et låg og i dette kæmpe hulrum ligger der en lille plastikdims der står BAKUGAN på (tror man er nød til at være inde i det univers, det eller en kapitalistisk japaners hjerne, for at forstå hvad den lille dims egentligt skal bruges til). Dimsen kan bruges til absolut ingenting og er så lille, at Hrolf og Magni må bytte for at redde den ene dims fra at blive en del af rollingens maveindhold og Carsten er da heller ikke begejstret.
Faktisk synes han det er spild af plastik. Dertil peger jeg diskret hen mod især Hrolf, der lige som sin bror er ganske fornøjet optaget af at udforske skatten...
Den køber manden nu ikke og han påpeger tørt at, "de unger ville være begejstret over en grankogle".
Fordi det er fredag får de en lille is, et bæger fra hjemisbilen jeg købte i et anfald af momentær sindsyge, det er et 250ml bæger indeholdende 100ml is i a-kraft mønster, vanille og chokolade (100ml er altså ca. 3 spsk). Under isen er der et låg og i dette kæmpe hulrum ligger der en lille plastikdims der står BAKUGAN på (tror man er nød til at være inde i det univers, det eller en kapitalistisk japaners hjerne, for at forstå hvad den lille dims egentligt skal bruges til). Dimsen kan bruges til absolut ingenting og er så lille, at Hrolf og Magni må bytte for at redde den ene dims fra at blive en del af rollingens maveindhold og Carsten er da heller ikke begejstret.
Faktisk synes han det er spild af plastik. Dertil peger jeg diskret hen mod især Hrolf, der lige som sin bror er ganske fornøjet optaget af at udforske skatten...
Den køber manden nu ikke og han påpeger tørt at, "de unger ville være begejstret over en grankogle".
lørdag den 17. september 2011
Isterninger
Bageren har hævet prisen på de elendige magarinebagte luftpuder, med spor af vekaodrops til horrible 6kr, så vi er definitivt stoppet med at købe dem. Også selvom de egentligt har været fast ritual ved lørdagsmorgenbordet længe.
Magni har kommenteret dette, men slået sig til tåls med, at sådan er det bare og vi kan altid bage nogle selv.
Hørt ved morgenmaden: "Magni, vil du med mig ned i byen og købe marcipan og gær, så vi kan bage chokoladeboller og mazarintærte?"
"Hvad? nææ, vi skal hellere lave isterninger :-)"
Okay så, men hvad er så liiige sammenligningen her? Her til aften har Magni for første gang fået lov at være længe oppe og se en eventyrfilm sammen med os. Da filmen er slut spørger Carsten Magni om de skal lave isterninger. Knægten er selvfølgelig fyr og flamme...
(selvfølgelig skal det gå ud over mig) I køkkenet stikker de hovederne sammen og mens jeg "intetanende" går i soveværelset og samler post-it´s sammen, et lev fra lillebrors raseren, kommer ældstebarnet ind - storgrinende i øvrigt - og putter en isterning ind ad min bukselining. Jeg går lidt ned i knæ så han kan putte en ned ad nakken på mig og hviner pligtskyldigt, mens jeg famler de iskolde klumper ud og løber ind i stuen for at "aflevere" dem hos Carsten.
Hans hyl er ægte nok og da Magni render ind i stuen mens han udstøder små hyl (med slet skjult glæde over legen) prikker jeg til Carsten og siger, at vi hellere må fange ham ind for Magni render bare rundt, med isterninger i bukserne til de er smeltet.
Magni har kommenteret dette, men slået sig til tåls med, at sådan er det bare og vi kan altid bage nogle selv.
Hørt ved morgenmaden: "Magni, vil du med mig ned i byen og købe marcipan og gær, så vi kan bage chokoladeboller og mazarintærte?"
"Hvad? nææ, vi skal hellere lave isterninger :-)"
Okay så, men hvad er så liiige sammenligningen her? Her til aften har Magni for første gang fået lov at være længe oppe og se en eventyrfilm sammen med os. Da filmen er slut spørger Carsten Magni om de skal lave isterninger. Knægten er selvfølgelig fyr og flamme...
(selvfølgelig skal det gå ud over mig) I køkkenet stikker de hovederne sammen og mens jeg "intetanende" går i soveværelset og samler post-it´s sammen, et lev fra lillebrors raseren, kommer ældstebarnet ind - storgrinende i øvrigt - og putter en isterning ind ad min bukselining. Jeg går lidt ned i knæ så han kan putte en ned ad nakken på mig og hviner pligtskyldigt, mens jeg famler de iskolde klumper ud og løber ind i stuen for at "aflevere" dem hos Carsten.
Hans hyl er ægte nok og da Magni render ind i stuen mens han udstøder små hyl (med slet skjult glæde over legen) prikker jeg til Carsten og siger, at vi hellere må fange ham ind for Magni render bare rundt, med isterninger i bukserne til de er smeltet.
Abonner på:
Opslag (Atom)
