Her til aften har Magni og jeg afprøvet en orientalsk opskrift på en dessert. Opskriften lød oprindeligt på "Rubiner", men da al rød farve var udsolgt valgte vi istedet blå, altså må vores variant være "Safirer".

Magni sov mens jeg trillede barnevognen gennem gangene i supermarkedet, så han kan ikke klantres for evt. dårlige valg truffet undervejs.
Da vi kom hjem sov han yderligere 1½time, så jeg slappede lidt af ved computeren og med at hænge vasketøj op.
På et tidspunkt går jeg ned med noget papir til spanden og da kan jeg se at Magni er vågen. Ham tager jeg selvfølgelig med op og efter en hurtig skifte-tur går vi ind og igang.

Først skal tingene hentes frem. Magni bære dåsen med vandkastanier og et spækkebræt over til sofabordet. Så kommer han ud i køkkenet til mig, hvor jeg sidder på gulvet med en kasserolle og sukkerskålen.
De næste 5 minutter hygger vi os storslået med at måle sukker op. Magni styrer skeen fra sukkerbøtten og op til decilitermålet. Han er ok god til at ramme og MEGET begejstret for sin indsats. Han jubler mellem de koncentrerede bevægelser og har helt svært ved at stoppe da vi har målt af hvad der skal bruges.
Næst skal der vand i. Jeg fylder decilitermålet og sænker det ned til Magni, der tømmer det ud i kasserollen. Det gøres 2 gange.
Mens Magni røre lidt rundt i det der skal blive til kokoslage, fejer jeg det sukker op der ikke ramte ned i kasserollen.

Vi sætter os hen til sofabordet. Der står to skåle, en der er tom og en med lidt vand i. Jeg sætter mig med kniven og skærer vandkastanierne i 2. Magni putter dem i den tomme skål mens han ind imellem griner skælmsk og snupper en bid.
Da dåsen er tom og alle kastanierne ligger halve i den tomme skål, tager jeg en lille flaske. Magni rækker frem og vil meget gerne stå for det der skal ske, men det kræver en smule større akkuratesse end han endnu er i besiddelse af, så han får lov at kigge på.
Til hans store begejstring skifter vandet farve da de sortblå dråber rammer overfladen. Magni svinger entussiastisk skålen rundt, jeg bliver helt bange for at det skal ende på gulvtæppet, men det lykkes (dog med hjælp) og vandet er smukt koboltblåt. Så dumper vi vandkastanierne over i det blå vand - der skal de stå og trække.

Imens sætter jeg en gryde vand over, tørre den tomme skål helt og stiller den parat, og tænder for blusset under sukkerlagen.
Da vandkastanierne har trukket kan jeg godt se at farven kunne have været dybere. Der er næppe tale om safirer, men måske akvamariner?
De bliver vendt i kartoffelmel (note: VENT til du kan få tapiokamel, det smager nok lidt mindre af vandmand) og puttet i gryden med kogende vand.

Da alting er færdigt og kølet af, bliver det hældt op i et pænt glas. Magni sidder med store øjne og kigger spændt på. Jeg henter kameraet og får foreviget resultatet af vores køkkeneksperiment.