Ikke over at sønnike endelig har fået en tand (højre fortand - i overmunden, den lille mutantunge), heller ikke over at knægten er begyndt at stavre rundt ved ting f.eks. stod han sultent og betragtede aftensmadens tilblivelse i ovnen mens han holdt på ovnlågens glas. Da dette blev (temmelig meget) for varmt rettede hans sig blot op og slap. Der blev han stående ca 90 sekundter!
Farmand er heller ikke specielt stolt over at babybarnet er ved at gro så meget hår, at man rent faktisk kan ane at han starter ud med de skønneste mørkblonde lokker, eller hans imponerende finmotorik, der gør ham i stand til at bemægtige sig den ubekymrede mors biblioteksbog (ind til han skifter taktik og begynder at gnave i den), og da slet ikke særlig stolt over drengens åbentlyse hengivenhed over for især sin storebro, der ofte overdænges med savlkys og riv-i-håret kram, næ...
Far er revnefærdig af stolthed og lykke fordi yngstebarnet tilsyneladende deler glæden ved smagen af stærk ost!
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
1 kommentar:
Jeg har jo allerede en søn som kan alt det andet, men som på ingen måde deler min entusiasme for stærk ost :-)
Send en kommentar