...og så gik han sin vej

...vel gjorde han ej, men det var det jeg kunne komme på der lød sejest, nu hvor jeg sidder her og er lidt træt.

I går aftes, mens jeg var travlt beskæftiget med aftensmaden, de kære Aarstider mente vi skulle have hvidløgsdampet spinat og asparges, tomat relish og perleryg at spise. Tilføjet en koriandermarineret svinemørbrad, SÅ er der tale om et reelt måltid - i gudeklasse, men det er en anden snak. Nå, men mens jeg havde travlt med at tilfredsstille familiens basale behov så tog manden eneret på det der ellers plejer at være sådan en guldrammet milepæl i enhver småbørnsfamilies liv: nemlig barnets første skridt. (Jeg så dem faktisk lidt ud af øjenkrogen, gjorde jeg så!)

Faktum er, at i går på årets sidste forårsdag, tirsdag d. 29. maj, tog Hrolf sine aller første 3 skridt ALENE OG UDEN STØTTE hvorefter han kastede sig i sin fars arme. *Vild jubel*

Men jeg har da bare taget revance har jeg, eller det har Hrollingen givet mig. Her til aften kom han nemlig helt selv, af eget initiativ lige spadserende et par skridt fra hjørnet af sengen og hen til mig. Det krævede hverken trusler eller overtalelse.
Nu mangler han bare at lære at tale, så er han klar til at starte i skole.