Ikea VIP

Vi mangler stadig et par greb til skabslågerne i køkkenet, så derfor måtte turen lige gå til IKEA her i eftermiddags.
Carsten og jeg havde snakket lidt om hvordan og hvorledes, om Magni og den anden unge skulle afsættes eller om vi skulle gøre en tur ud af det. Vi besluttede os for det sidste.
Som noget af det første søger vi efter legelandet, for det har vi nemlig lovet Magni at han må blive afleveret i, men det er væk! IKEA bygger nemlig om, så der var intet kæmpe kuglerum :-(
Det slog heldigvis ikke knægten ud og der er da også, lige ude for døren, to store skurvogne hvis indre er et super perfekt og hyggeligt midlertidigt-legeland.
Jeg når lige at se på plakaten i svingdøren, at legelandet er for børn mellem 4 og 12 år... så Magni får lige at vide at han altså er 4 (sådan en lille hvid løgn for at redde dagen ik´?) I "legelandets" reception spørger pigen om hans alder og om hun har gennemskuet mig eller om det er pga. hans ringe størrelse (knægten ER jo ikke ret stor for en 3½års) spørger hun om han bruger ble!!! Gu gør han ej og har i øvrigt ikke gjort i næsten 1 år, men jeg svare bare pænt: nej.
Min glade, forventningsfulde unge har næsten allerede taget jakke og vinterstøvler af og er i tankerne allerede inde ved legetøjet. Det er næsten svært for ham at vælge hvad han vil lege med først, han er bare HELT klar på at være der.
Men han kaster sig over legetøjet udfylder jeg en identifikationslabel og så bliver både knægten og jeg tattoveret med samme nummer som den kasse hans ting ligger i har.

Med Magni i bur har Carsten og jeg (og Hrolf) lige en god times tid til at drøne 37.000kvm igennem på. Det gør vi faktisk også ret effektivt, vi fik da brugt næsten 1.400kr og det rækker altså til lidt mere end 3 pakker greb a 49stk.

Da Magni skal hentes igen opstår den, i familien Carsten Cederholm uundgåelige, "bliv væk" situation.
IKEA bygger om og det går altså ikke helt stille af sig når sådan et mega varehus skal flytte rundt på deres sager. De er jo Svenskere og derfor ikke altid helt super gennemtænkte, så på den etage hvor alle køkkenerne plejer at være og Carsten, med bind for øjnene, ville være i stand til at spore vores greb på 5 minutter er der bare tomt!
Der er éen kasse (og 1½ i back-up) til at betjene en lind strøm af kunder der går forgæves og det er altså ikke 20sek. spørgsmål alle har.
Så da vi har ventet et kvarter får Carsten skubbet vognen med Hrolf i hænderne og jeg går ned efter Magni, det var mig der afleverede ham og derfor mig der har det identifikationsstempel der udløser aflevering af det rette afkom.

Magni har ikke travlt med at løsrive sig, til trods for at han er den eneste i pavilonen ud over den teenager der holder opsyn. Tror de legede med computeren.
Alligevel to det max. 8 minutter før jeg, nu med Magni i hånden, står på toppen af IKEA og forgæves spejder efter mand, baby og indkøbsvogn.
Så er 37.000kvm pludselig MEGET uoverskueligt og ganske vist har han både indkøbsvogn og baby med, men Carsten ER jordens mest distræte mand og jeg har en sulten Magni som følgesvend. Derfor går jeg ret hurtigt ned hvor receptionen burde være og beder den-unge-mand (teenager, men enormt flink) om at efterlyse ham. Det er dog kun noget de gør med børn der er blevet væk, for det er et større alarmberedskab der faktisk sættes igang, men IKEA-medarbejderen kan fornemme alvoren i det her (Carsten har min mobil, min pung, begge vores jakker og bilnøglerne!) og ellers er han bare enormt sød, for han prøver at ringe til Carstens mobil fra sin tjeneste telefon, og da den afviser opkaldet lader han mig ringe fra sin private.
Som med så mange andre telefoner tilhørende normalthørende mennesker er lyden for lav og jeg tror derfor det er telefonsvareren jeg har fået fat på. Jeg når da heldigvis først at blive i tvivl efter at jeg har bedt ham komme til indgangen.

Derfor har jeg næsten indset at al håb er ude da mand, barn og indkøbsvogn kommer fejende rundt om hjørnet og den lykkelige genforening kan finde sted.
Magni er sulten og Hrolf er bare glad over at vi nu er hele familien til at dele glæden over dette fornøjelige sted, Så sød-og-hjælpsom-medarbejder får mange tak og vi sætter kursen mod caféteriet.
Det er lidt sejt og man føler næsten at man må bruge for meget tid i varehuset, når man henter to kaffekrus og stryger forbi kassen hvor kokken sender et "god fornøjelse" efter en, blot fordi man lige vifter lidt diskret med det lille transperante plastickort, der indikere at man er med i den eksklusive "IKEA family" club.

Måltidet markere en slags afslutning på den hektiske indkøbsudflugt og kursen sættes mod udgangen.
Om det er sukkeret eller den hurtige elevatortur der giver udslaget er ikke undersøgt nærmere, men på vej til kassen går der ged i den og vi køber en ko... eller i hvertfald et koskind. Carsten siger at det er fornuftigt at investere i indretning og pengene går fra den hemmelige opsparingskonto, så det går lige (og koen er ret billig). Jeg er bare glad fordi jeg har ordnet krydderihylden på emhætten derhjemme.

Desværre har vi vist mistet Hrolfs sut, men han havde sat så mange kødboller til livs at han fint faldt i søvn uden.