Jeg lavede aftensmad i går. Hrolf og jeg havde været i Rødovre at besøge en veninde og havde lånt en bog med nemme wokretter med hjem. Den skulle afprøves og der var mange grøntsager i, så der var godt sat op ude i køkkenet.
Nysgerrig som han er kommer min skønne søn ud og vil gerne være med. Således hygger vi helt enormt, Magni piller champignoner i stykker (han må ikke håndtere de skarpe knive uden opsyn), dosere bønnespirer og kvalitetstester pastaen m.m.
Alt i alt har vi det RIGTIG hyggeligt og Magni smager på et par ting som han ellers ikke ville røre med en ildtang, laver fis og ballade, er forundret og glad og bare helt igennem dejlig.
Fadæsen består i, at jeg er så forhippet på at der i opskriften endelig er brug for noget af den sorte chilipasta, som vi har et kæmpe glas stående af. Problemet er bare, at det er hamrende stærkt!
Så da vi sætter os til bordet og knægten gerne vil have en portion af den mad han selv har været med til at lave, oplever jeg (heeeeeeldigvis kun som ganske få gange tidligere) den ubehagelige klump man får i halsen, når man ser den ivrige glæde forvandles til overrasket skuffelse hos barnet.
Halvhjertet får han resten af sin jordbær yoghurt og stiller sig nogenlunde tilfreds med det, men ihh hvor ville jeg dog gerne banke hovedet hårdt ind i væggen og ellers skrue tiden tilbage til før jeg kom den elendige chilipasta i. Nu havde vi lige hygget os sådan i køkkenet og gjort flere fremskridt med hans madforbehold og så dummer jeg mig sådan :(
Jeg håber virkelig knægten er frisk på en revance i aften. I øvrigt er han med på at forsøge igen en anden gang, hvor jeg så ikke putter chili i - eller bolcher!
(For Carstens Tyrkisk Peber bolcher er nemlig også stærke)
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar